Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Nu kan andelshavere få statslig kompensation

Selvom andelshavere ikke er egentlige ”boligejere” hver især, så ejer de via deres forening ejendommen, hvor de bor. Derfor slår en ny bekendtgørelse fast, at andelshavere også er berettigede til kompensation i forbindelse med udrejsecenteret Kærshovedgård på lige fod med folk i “almindelige” ejerboliger.

DEL ARTIKEL


Den 1. juli trådte den længe ventede bekendtgørelse i kraft, som betyder, at de, der ejer og bebor en bolig nær udrejsecenteret Kærshovedgård, kan få kontant statslig kompensation.
 

Det er noget, som mange af naboerne til udrejsecenteret har kæmpet for, men det helt særlige ved bekendtgørelsen er, at det ikke kun er dem i traditionelle ejerboliger, der kan få kompensation, men også dem, der bor i en andelsbolig. 

-  Det er ikke så tit, at staten går ind og kompenserer de mennesker, der bor nær noget, der kan være generende for deres dagligdag, og traditionelt har man kun kompenseret boligejere, mens lejere og andelshavere bare har måtte leve med generne, siger Isaac Appelquist, der er underdirektør i ABF

Han fortsætter: 
- Men her har vi fra ABF været inde og påpege, at andelshavere også bør anses som ejere og beboere - og at de også oplever gener og risikerer faldende ejendomsværdier - selvom deres ejerskab til boligen er via andelsboligforeningen. Heldigvis har man lyttet, siger han. 

Første gang
Bekendtgørelse om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård er så vidt vides første gang, at andelshavere kan kompenseres på lige fod med boligejere, og lovgivningen bag bygger på den, man brugte til at yde statslig kompensation til beboerne nær flyvestation Skrydstrup i sin tid. Dengang var der dog ingen muligheder for andelshavere, og derfor var det ekstra vigtigt, at det denne gang kom med, da love og regler i lignende situationer fremover formentlig vil tage udgangspunkt i dem, der nu er trådt i kraft. 

ABF påpegede problemet i vores høringssvar, og SF’s bolig- og integrationsordfører, Sigurd Agersnap, løftede problematikken i Folketingssalen under lovbehandlingen. 
Derfor fik man det også med - ikke direkte i lovteksten - men altså i den bekendtgørelse, der udmønter lovgivningen.

Til foreninger 
Den konkrete del af bekendtgørelsen har således en tilføjelse, hvor det fremgår, at det er et krav for at få kompensation at:  
”…der er tale om en bolig, som er ejet af en virksomhed eller en forening, og mindst en af virksomhedens ejere eller mindst et af foreningens medlemmer er registreret med bopæl på ejendommen.” 

Da en andelsboligforening som bekendt er en forening, hvor andelshaverne er medlemmer med bopæl på foreningens ejendom, så er andelshavere også omfattet og er dermed berettigede til kompensation, hvis de bor i det område, som er udpeget. 

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli og håbet er, at hvis lignende lovgivning om kompensation skal laves fremover, så vil man skele til det nu vedtagne for Kærshovedgård, så andelshavere har samme rettigheder som andre boligejere.