Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

SF: Andelshavere bør få kompensation ligesom dem med ejerbolig

Dem med ejerboliger ser ud til at kunne få kompensation, hvis de bor nær Udrejsecenteret Kærshovedgård, men andelshavere kan ikke. Det er en generel problematik, og til debatten om lovforslaget i Folketinget var SF’s boligordfører, Sigurd Agersnap, klar på at finde en løsning.

DEL ARTIKEL


Dem, der ejer en andelsbolig, bør have samme muligheder, som dem med ejerboliger, når det kommer til kompensation for at bo nær Udrejsecenteret Kærshovedgård, men det har hidtil været afvist fra Udlændinge- og integrationsministeriet.

Nu kommer SF dog andelsboligforeningerne til undsætning, for da lovforslaget om kompensation til naboerne til Kærshovedgård var til debat i Folketinget den 23. marts, tog boligordfører Sigurd Agersnap ordet.

- SF har noteret sig i høringssvaret fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, at andelsboligforeningerne mener, at andelsejere også burde kompenseres. Jeg forstår på det principielle plan godt ministerens svar om, at kompensation gives til ejerboliger. Argumentet handler om tabt værdi for en ejer, der bebor en lejlighed. Men i praksis synes det også godt at kunne være et værditab for andelsboligejere. Det vil vi gerne kigge mere på i udvalgsarbejdet, lød det fra SF’eren.

Sigurd Agersnap var alene om at tale andelsboligernes sag under den to timer lange debat, men det tegner i hvert fald til, at der i udvalgsarbejdet bliver set på det åbenlyse problem, at andelshavere ikke har ret til kompensation, alene fordi det formelle ejerskab er placeret i foreningen fremfor hos den enkelte.

Generelt problem
Sagen om kompensation for Kærshovedgård er dog ikke en enlig svale og rejser en generel problematik ift. når der laves lovgivning om statslige kompensationsordninger.
Således bygger lovforslaget, der var til behandling, direkte på den lovgivning der blev lavet, da naboer til flyvestation Skrydstrup skulle have kompensation.
Her var andelsboligerne heller ikke tænkt ind, til trods for at andelshavere jo netop har bopælspligt og vil opleve samme værditab, gener eller utryghed , som dem der ejer deres bolig direkte.

- ABF har, som SF’s boligordfører også nævner, afgivet et høringssvar i forbindelse med lovforslaget, hvor vi påpeger urimeligheden i, at man ikke kompenseres, fordi man har valgt et hjem, hvor man ejer sin bolig i fællesskab i sin forening, fremfor som individ. Jeg er derfor glad for at Sigurd Agersnap tager problemet op og vil arbejde mod en fair løsning. Det har stor betydning - ikke bare i forhold til den konkrete sag - men også i forhold til lignende lovgivning, der laves i fremtiden, siger ABF’s direktør, Jan Hansen.

Det konkrete lovforslag om kompensation til naboerne til Kærshovedsgård har været 1. behandlet den 23. marts 2023 og skal nu udvalgsbehandles.