Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Kort og småt: Godt at vide inden det nye år

ABF giver dig kort info på kanten af det nye år. Læs om: digital bogføring, puljenyt, grundskyldsbetaling, nye takster for rykkergebyr og om vores FAQ.

DEL ARTIKEL


Digital bogføring

Når året går på hæld, så er det også ved at være tid til at kigge på regnskabet for andelsboligforeningen, og en af de ting, som I bør se på, er de nye digitale bogføringssystemer.
Således kommer der øgede krav til digitalisering af bogføring og systemerne kan gøre det lettere at få styr på det hele.

Som andelsboligforening er det endnu ikke et krav at bogføre digitalt, men det kan det blive for nogen foreninger - dog tidligst fra 2026.

Allerede lige efter årsskiftet - den 2. januar 2024 - ventes Erhvervsstyrelsen dog at offentliggøre de officielt godkendte digitale bogføringssystemer man kan bruge, så hvis I går og kigger på mulighederne, så kan I lige så godt vælge et system, der er godkendt.

I kan læse mere om digital bogføring hos Erhvervsstyrelsen.

Puljer og priser
Det er en god idé at få kigget på status for ens ansøgninger - og fremtidige muligheder ift. diverse puljer.

Særligt skal vi fremhæve Varmepumpepuljen og Energirenoveringspuljen, der er de to puljer, som før hørte under Bygningspuljen, der ligger under Energistyrelsen.
Der var som vanligt høj aktivitet, da puljerne åbnede i september, men faktisk kørte Varmepumpepuljen helt frem til december, så der var en lang periode til at søge tilskud. Kravene var dog lidt større i år, nogen røg nok på, at de ligger i et ”potentielt fjernvarmeområde” og dermed ikke kan få del i pengene.

Flere foreninger har dog søgt og fået lovning på pengene – og ellers er planen, at de åbner igen næste år.

Det gør Ladestanderpuljen til gengæld ikke. Det var meningen, at der skulle være midler at søge i 2023, 2024 og 2025, men den nye regering har indtil videre ikke afsat penge til det. Det tilbageløb af midler, der er i puljen, administreres til fordel for de foreninger, der ansøgte i sidste ansøgningsrunde.

Til gengæld ser Byhavepuljen ud til at fortsætte, men her er der krav om, at man har en generalforsamlingsbeslutning, der står bag en ansøgning - så det er meget godt, at få forberedt snart.

Derudover bør dem der bor i Hovedstaden, holde øje med puljerne på Københavns Kommunes hjemmeside, der rummer rigtig mange muligheder.

Generelt opfordres foreningerne til at holde øje i deres egne kommuner, for der er mange steder, hvor der er gode muligheder for at få støtte til projekter, der kan gavne fællesskabet i og udenfor foreningen.

Grundskyld og opkrævninger
Som bekendt er de nye (foreløbige) offentlige vurderinger af foreningernes grunde offentliggjort her den 11. december. Vurderingerne bruges udelukkende til at beregne den ejendomsskat (grundskyld) foreningerne skal betale - de kan ikke bruges til at fastsætte værdien af boligerne.

Den kommende betaling vil for de fleste være den samme som sidste år – tillagt 2,8 procent. Det nye er, at i stedet for at betale til kommunen, er det Skatteforvaltningen der opkræver beløbet via deres opkrævningssystem, Skattekontoen. Første rate falder dog først til april.

Skorstensfejergebyr vil til gengæld stadig blive opkrævet via kommunens opkrævning - der nu betegnes ejendomsbidrag - hvor renovation, rottebekæmpelse mv. også ventes af indgå.

Rykkergebyret
I forhold til opkrævninger, så skal I huske, at der er blevet reguleret på det rykkergebyr, der må opkræves i henhold til lejeloven, når lejen bliver betalt for sent. Så som en lille serviceinfo kan vi oplyse, at rykkergebyrets størrelse i 2024 er fastsat til 325 kr. I 2023 var rykkergebyret 314 kr. 

§ 8, stk. 4 i ABF's standardvedtægter giver foreningen mulighed for ved for sen betaling af boligafgift at opkræve et gebyr svarende til det påkravsgebyr, der
ifølge lejelovgivningen kan opkræves ved for sen betaling af leje.

FAQ på hjemmesiden
Hvem kan ændre vedtægterne? Og skal man have en Drifts- og vedligeholdelsesplan?

ABF lavede for nylig en såkaldt ”FAQ” - altså ”ofte stillede spørgsmål (og deres svar) på hjemmesiden.
Her kan du få svar på de mest almindelige spørgsmål, hvis der er noget du er i tvivl om, eller gerne vil vide mere om. Der er både lavet en målrettet bestyrelsen og en målrettet andelshavere.

Se ABF's FAQ'er her og her og tag gerne en rundtur her på hjemmesiden - du kan faktisk få svar på rigtig meget om andelsboliger…