Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Grundskyldsstigninger tegner mildt - indtil 2028

Vi kender ikke de nye vurderinger, der styrer, hvilken ejendomsskat andelsboligforeningerne skal betale fremover, men nu er der kommet indikationer på, hvad grundskyldspromillerne bliver. Det tegner til en ”blød landing”.

DEL ARTIKEL


Der er ikke kommet nye vurderinger af andelsboligforeningernes grunde i mere end ti år, så især omkring de store byer er der bekymrede miner ift. stigningerne og de deraf følgende højere skattebetalinger, som måske kommer, når de endelige vurderinger ventes klar i 2025.

Men nu er der kommet en lille indikation på, hvad foreningerne kan forvente, da de kommende maksimale grundskyldspromiller er blevet fastsat. Og det ser faktisk ikke så slemt ud, som man kunne frygte.

Grundskyldspromillerne bliver nemlig sat markant ned - hvilket især kommer de københavnske foreninger til gode, når vurderingerne på deres grundværdier forventes at stige markant.

Hvordan er skattereglerne?
Andelsboligforeninger betaler som bekendt ikke ejendomsværdiskat, men stadig skat ift. til den værdi, deres grund har - også kendt som grundskyld. Grundskylden betales ud fra en vurdering af, hvad grunden er værd, og svares med en promille, der afhænger af, hvilken kommune foreningen ligger i.

Skatten kan således svinge ganske meget, og landets højeste sats har hidtil været brugt i København, hvor grundskyldspromillen har ligget på 34 promille (eller 3,4 procent).

Der har dog ikke været lavet nye vurderinger siden 2012, så de værdistigninger, der teknisk set har været mange steder, er der ikke blevet betalt skat af i den tid, hvor vurderingerne har ligget stille.

Særligt i København er priserne steget meget i perioden, og man kan sagtens forestille sig, at der er sket tre-fire-doblinger af grundværdierne nogle steder.
Og det ville så betyde meget højere skattebetalinger, når de nye endelige vurderinger ventes at ligge klar i 2025. Her er dog lavet en ordning for andelsboligforeningerne - den moderniserede stigningsbegrænsningsregel - der skal tage lidt af brodden af de forventede skattebetalinger, så betalingerne maksimalt kan stige med ca. 4,75 procent af den fuldt indfasede grundskyld om året. (Se uddybende forklaring og beregninger her)

Men så kom promillerne
Det har dog aldrig været meningen, at ejendomsejerne - herunder andelsboligforeningerne - skulle smide en masse ekstra penge i den store fælleskasse, så derfor blev det besluttet, at grundskyldspromillerne skal sættes ned, når ejerbolig-ejerne begynder at betale deres nye skatter fra den 1. januar 2024.

Og de promiller er på vej til at blive endeligt fastsat ude i de enkelte kommuner – det sker i den kommende tid frem mod årsskiftet.
Her har en indikator hidtil været dette skema fra Skatteministeriet, men hos Vurderingsstyrelsen har de nu fået sat de reelle maksimale promiller, som kommunerne skal gå ud fra. Således lyder meldingen, at grundskyldspromillen i eksempelvis København maksimalt bliver 5,1 promille (0,51 procent) fra 1. januar 2024. Her fastlåses de, så de ikke kan sættes op - men gerne ned - i de kommende år.

Kræver stor stigning
Hvis man omsætter det til kroner og øre, så betyder det, at vurderingerne skal stige endog meget kraftigt, før det får den store (negative) effekt for foreningerne.

Et eksempel kunne være:
En større forening i København har en offentlig ejendomsvurdering fra 2012 på 175 mio. kr., hvoraf grundvurderingen ligger på 16 mio. kr.
Med en grundskyldspromille på 34 i København er der hidtil betalt 544.000 kr. i grundskyld pr. år.
Når grundskyldspromillen falder til maksimalt 5,1, skal den nye vurdering for grunden være over 106 mio. kr. - altså mere end seks gange så høj - for bare at ramme det nuværende niveau af skattebetaling.
Dertil indføres der et "forsigtighedsprincip", så man skal trække 20 % fra vurderingen, inden man beregner skatten.

Der er naturligvis forskelle på de nye grundskyldspromiller i de enkelte kommuner, men fælles for dem alle er, at de bliver lavere, end de er nu. Til gengæld er der også overvejende sandsynlighed for, at vurderingerne på grundene er steget en del, så det er for tidligt at sætte næsen op efter en egentlig besparelse, men omvendt tegner det til, at man heller ikke behøver at frygte en meget stor stigning i foreningens skattebetaling.

Sikre frem til 2028
Det er dog ikke lyksaligheder alt sammen, for i den lovgivning, der er lavet, er de nye grundskyldspromiller kun maksimale frem til 2028. Fra 2028 får kommunerne - som det ser ud nu - mere frit spil til at sætte deres promiller, og det kan naturligvis få betydning.

Her er der dog lagt op til, at den føromtalte moderniserede stigningsbegrænsningsregel stadig er gældende for andelsboligforeningerne, der ikke vil kunne indefryse stigningerne, men dog bibeholder grundskyldsbetalinger, der maksimalt kan stige med et begrænset beløb hvert år.


Grundskyld

Hvis du er mere nysgerrig på den kommende grundskyld, kan du læse artiklen herunder:

Her henviser vi også til en længere eksempelberegning, som kan findes her:

Der er nu fastsat hvad grundskylden i hver enkelt kommunen maksimalt kan være i årene 2024-2028.
Det er dog op til den enkelte kommune, at fastsætte den endelige grundskyld indenfor denne ramme.

Du kan se den maksimale grundskyld for hver enkelt kommune herunder: