Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

ABF’s Hovedbestyrelse øger fokus på medlemmernes behov

Kontakten til medlemmerne og deres behov, er i fokus for ABF’s Hovedbestyrelse, der også fik planlagt en vigtig milepæl for organisationen, hilst på nye ansigter og vendt den politiske situation til årets sidste møde.

DEL ARTIKEL


Ønsket om at skabe en tættere forbindelse og styrke samarbejdet mellem ABF’s medlemsforeninger, kredsene og ABF’s landspolitik, havde en vigtig plads til årets sidste Hovedbestyrelsesmøde i ABF, hvor der blev set frem mod 2024.

Mødet var samtidig det allerførste for en række nye hovedbestyrelsesmedlemmer, der er kommet til i forbindelse med efterårets kredsgeneralforsamlinger. Det bød derfor på en kort præsentationsrunde, hvor der blev sat fokus på, hvad medlemmerne hver især kan bidrage med og deres ønsker for arbejdet i Hovedbestyrelsen.
Og det var også det, der satte retningen. Mange gjorde nemlig klart, at en vigtig motivation for at være en del af ABF, netop er at bringe organisationen tæt på medlemmerne.

Tæt kontakt
Det var også derfor Hovedbestyrelsen besluttede at afsætte en temadag i 2024, hvor oplæg, inspiration og debat netop har fokus på at styrke en tæt kontakt mellem foreningernes behov og maskinrummet i ABF.
Temadagen skal sammen med resultaterne af ABF’s igangværende undersøgelser af behovet hos andelsboligforeningerne, munde ud i initiativer der sikrer, at organisationen fortsat har fingeren på pulsen i forhold til behovet i foreningerne - både hvad angår medlemstilbud, politik, juridisk rådgivning og måske noget helt nyt.

Aktivt 2024
Hovedbestyrelsesmødet bød også på anledning til at vende den aktuelle politiske situation, hvor andelsboligområdet stadig afventer et større samlet boligudspil.
Et lovforslag om tilbudspligten tegner til at lukke et forsømt hul i den nuværende lovgivning og der har været arbejdet på, at få politikerne til at gøre mere, da det kan få betydning for stiftelser af nye andelsboligforeninger. Det er dog blot et af de steder, hvor ABF har fulgt lovgivningsprocessen tæt, og der bliver endnu flere steder, hvor organisation kan bidrage i 2024.

I forhold til det nye år, så er det også værd at nævne ABF’s 50-års jubilæum, som Hovedbestyrelsen besluttede skal fejres med manér.
Det fulde program kan vi ikke løfte sløret for endnu - men der var enighed om at fejringen skal byde på flere arrangementer rundt om i landet.

Følg med i nyheder om den politiske udvikling og fejringen af ABF’s 50 år som andelsboligforeningernes medlemsorganisation lige her på hjemmesiden.