Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Fejring og debat til dobbeltjubilæum på Bornholm

Bedre muligheder for at unge kan købe andelsboliger, samt fokus på finansiering og bæredygtighed, var blandt de ting der blev vendt til den store jubilæumsdebat hos ABF Bornholm, der både fejrede kredsens første 30 år og hovedorganisationens 50 år.

DEL ARTIKEL


I den festpyntede sal i Hasle Medborgerhus den 18. april 2024, havde 35 medlemmer af ABF valgt at være med til den lokale fejring af ABF's 30- og 50-års jubilæum for henholdsvis Kreds Bornholm og hovedorganisationen. 

Efter velkomsttaler af den lokale formand Lars Bjarne Pedersen og Landsformand Hans Erik Lund, blev de fremmødte budt på kaffe, lagkage og portvin. Snakken gik livligt på tværs af bordene og en fælles sang blev det også til. 

Herefter var der stort anlagt paneldebat, med deltagelse af borgmester Jakob Trøst (K), viceborgmester Morten Riis (Ø), folketingsmedlem Lea Wermelin (S) og SF's lokalformand Andreas Grosbøll, i en drøftelse med ABF's direktør Jan Hansen om muligheder og begrænsninger for andelsboliger på Bornholm. 

Enighed om unge
Efter en præsentation var der en god og bred debat om de begrænsninger, der opleves for at øve indflydelse på udviklingen, og om behovet for, at den finansielle sektor får øgede muligheder for at give lån til andelshavere.
Der var også en snak om, at der er brug for, at investorer melder sig på banen for at bygge nye andelsboliger.

Alle parter i panelet var i øvrigt enige om det ønskelige i blandede, bæredygtige og klimavenlige bymiljøer, ligesom der var et ønske fra medlemmerne om, at der fokuseres mere på de unges muligheder for at købe en andelsbolig - hvilket ingen i panelet var uenige i. 

De fremmødte medlemmer fik således gode svar på en række spørgsmål – alt sammen styret af Landsnæstformand i ABF Kirsten Holm.

Efter Paneldebatten var der en hyggelig dialog ved bordene, både om dagens tema, og udveksling af minder fra årene der er gået siden ABF Bornholm blev opretter som kreds i 1994. 

Se billeder fra dagen herunder: