Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Andelsboligen er Københavns mest blandede boligform

Til trods for at andelsboligen er en af de mest populære måder at bo på i byen, og at det er den boligform, som bedst skaber ”den blandede by”, hvor man mødes på tværs af familietyper, så er der blevet færre af dem. Boligredegørelsen for København 2023 viser tydeligt, at der er brug for flere andelsboliger.

DEL ARTIKEL


København skal være en blandet by, hvor man kan bo hele livet, hvor alle har råd til at bo, og hvor boligmarkedet ikke er drevet at jagten på ”rå profit”.
Sådan lyder de politiske ambitioner for Københavns Kommune i forbindelse med den årlige boligredegørelse, hvor forvaltningen tager pulsen på den københavnske boligsituation.

Det er dog selve rapporten - og det der står om andelsboliger - der er det mest interessante, for endnu engang bevises det, at det er andelsboligen, der sørger for den balance, der trods alt stadig er på hovedstadens boligmarked.
Det ses eksempelvis i forhold til de tal der ligger på de forskellige familietyper - altså om husstanden er en enlig, en enlig med børn, et par eller et par med børn. Her viser tallene, at andelsboligen er den boligform der er mest blandet - og familietyperne er faktisk stort set ligeligt fordelt.

- “På tværs af alle familietyperne bor omkring 30 pct. i andelsbolig. De enkelte familietyper er dermed ligeligt repræsenteret i andelsboligerne, hvilket gør det til den mest blandede ejerform”, står der i boligredegørelsen. 

Plads til alle
I boligredegørelsen fremgår det også, at enlige primært bor i private lejemål – hvilket formentlig skyldes, at det er den lettest tilgængelige boligform for en gruppe, der ofte vil have svært ved at låne til at købe og ikke har tid til at vente. Det er til gengæld par med børn, der primært bor i ejerboliger, hvilket kan skyldes, at villaerne ofte er ejerboliger, og at det som regel kræver mindst to indkomster at købe en ejerbolig.

- Der er det jo rigtig fint at se, at familietyperne er nogenlunde ligeligt fordelt i andelsboliger. Det viser netop, at her er plads til alle - både den enlige mor, som er pædagog, den studerende, pensionistparret eller familien på fem. Langt de fleste kan få råd og mulighed for at bo i en andelsbolig - også i København, siger Jan Hansen, der er direktør i ABF.

- Det bekræfter jo også de undersøgelser, vi har set tidligere - eksempelvis fra Cevea - at det netop er helt almindelige mennesker med helt almindelige indkomster, på tværs af familietyper og sociale skel, der bor i andelsboliger, i modsætning til flere af de andre boligformer, der er svært tilgængelige for visse grupper - eksempelvis fordi der er lang ventetid, eller fordi de er økonomisk uopnåelige, siger Jan Hansen.

Færre andelsboliger
Den blandede by, hvor der er plads til alle, har længe været et mål for København, og hidtil har det været noget som andelsboligerne har været den store garant for - blandt andet fordi den mest blandede boligform også har været den mest udbredte i byen.

Boligredegørelsen peger dog på, at balancen forrykker sig, og mens den største boligform nu er private lejeboliger, er der sket et direkte fald i antallet af andelsboliger, således at der er nu er 400 færre andelsboliger i København end for ti år siden.

De dystre tal falder da også kommunen for brystet i forbindelse med boligredegørelsen, fordi alt peger på, at andelsboligerne er det, som kommunen selv kalder ”en af københavnernes mere efterspurgte boligformer”.

Ingen tiltag
Politikerne synes dog opmærksomme på, at der er brug for flere boliger i byen, og på baggrund af boligredegørelsen har de sat fokus på at få bygget almene boliger, ligesom de vil have mulighed for at planlægge med ejerboliger.

Der er dog ikke umiddelbart nogen tiltag på bedding i forhold til at skaffe flere andelsboliger, til trods for de konklusioner boligredegørelsen drager om, at andelsboligen netop er den boligform, der sørger for balancen og blanding af borgerne i byen.

- Det er bekymrende, at man ikke kigger i boligredegørelsen og ser på, hvad der faktisk virker ift. det, man har ambitioner om. Boligredegørelsen - og i øvrigt flere andre undersøgelser blandt københavnerne - peger jo netop på, at man gerne vil have en blandet by og flere andelsboliger, siger Jan Hansen.

Han fortsætter:
- Andelsboligen er nøglen til det københavnske boligmarked. I hvert fald hvis man stadig vil have en mangfoldig og blandet by med plads til alle, mere økonomisk tilgængelige boliger med ejerskab, tæt fællesskab og social sammenhængskraft i København.