Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Vær opmærksom på fradrag på ejendomsskattebilletten

DEL ARTIKEL


Nogle foreninger oplever fra det ene år til det andet, at ejendomsskattebetalingen stiger voldsomt, selvom der fra politisk side er aftalt begrænsninger i, hvor meget grundskylden må stige hvert år. Forklaringen kan findes på ejendomsskattebilletten. Foreningen kan her sammenligne feltet "fradrag i grundværdi for forbedringer" med den fra året før. Typisk er der sket det, at fradraget er reduceret eller helt bortfaldet, og den nedsættelse er altså ikke omfattet af loftet for stigninger i ejendomsskattebetalingen.

Fradrag i grundværdi for forbedringer vedrører byggemodningsomkostninger, dvs. arbejder, der gør grunden klar til bebyggelse, herunder jordregulering, vejanlæg, kloakering, belysning og øvrige forsyningsanlæg til grunden. Det er et fradrag, der ifølge lovgivningen kun må gives i 30 år, og det bortfalder derfor automatisk, når de 30 år er gået. Foreningen modtager ikke et brev fra skattemyndighederne i den anledning, hverken på forhånd eller når fradraget er bortfaldet, men kan blot konstatere, at fradraget er nedsat eller bortfaldet, og skattebetalingen er steget.

Der kan altså være god grund til at være opmærksom på, om foreningen har et fradrag i grundværdien for forbedringer – og i så fald, hvornår det bortfalder. Hvis I kan se på ejendomsskattebilletten, at der er angivet et fradrag, men I ikke ved, hvornår det bortfalder, kan I kontakte Vurderingsstyrelsen: Skat.dk: Kontakt

Grundforbedringsfradraget blev afskaffet ved en lovændring med virkning fra og med 1. maj 2013. Lovændringen betød, at eksisterende fradrag fortsætter til udløb, men fradraget beregnes i den resterende periode frem til udløb som en fast andel af grundværdien, dog højst det beløb, som fradraget udgjorde pr. 1. januar 2013. En overgangsregel sikrede, at der kunne gives grundforbedringsfradrag for arbejde, der var påbegyndt pr. 1. januar 2013, men som ikke var afsluttet. Sådanne fradrag kan ikke overstige det beløb, der blev fastsat på det tidspunkt, hvor fradraget blev givet. Grunde, hvor arbejdet med byggemodning er påbegyndt efter 1. januar 2013, vil altså ikke have et fradrag i grundværdien for forbedringer.

Hvad skal vi gøre, hvis vi har et fradrag, der snart bortfalder?

Hvis I ved, at der er et fradrag, der bortfalder inden for en kortere årrække, bør I allerede nu forholde jer til, hvordan I vil håndtere den ekstra skattebetaling, som I fremover skal betale hvert år. Boligafgiften skal dække de ordinære udgifter, foreningen har, så det kan altså blive nødvendigt med en stigning i boligafgiften, når fradraget bortfalder. Men det kan også være hensigtsmæssigt at vedtage en gradvis stigning i boligafgiften frem til det tidspunkt, hvor fradraget bortfalder. Det vil være op til generalforsamlingen at beslutte, om I gradvist skal vænne jer til stigningen, eller om foreningen skal vente.