Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

ABF: Ram nu de rigtige med nyt lovindgreb

Muligt lovindgreb mod ejendominvestorers mulighed for modernisering af lejeboliger i udlejningsejendomme vil også ramme andelshavere. ABF er bekymret.

DEL ARTIKEL


En lang række politiske partier ønsker at ændre boligreguleringslovens §5.2, som giver investorer incitamentet til at opkøbe udlejningsejendomme på det danske boligmarked, modernisere boligerne, for derefter at sætte huslejen markant i vejret.
 
ABF har sympati med baggrunden for et indgreb. Organisationen oplever ofte meget bekymrede lejere, når en ejendom skal sælges. Lejerne er usikre på, hvad der venter dem, hvis de ikke udnytter lejelovens tilbudspligt og køber ejendommen på andelsbasis.

Utilsigtede konsekvenser

Det er derfor positivt, at et politisk flertal melder ud, at de er klar til at gå den omstridte paragraf efter i sømmene. Men politikerne skal passe på, at man ikke laver regler, der også får utilsigtede konsekvenser for landets private andelsboligforeninger, siger ABF’s direktør Jan Hansen:

- Andelsboligejendomme vurderes som en udlejningsejendom. Hvis nye regler presser priserne ned på de private udlejningsejendomme, vil andelsboligforeninger, der anvender en valuarvurdering, opleve et fald i valuarvurderingen. Hvis en andelsboligforening anvender den næste offentlige vurdering ved fastsættelse af ejendommens værdi, vil også de foreninger opleve en negativ påvirkning på ejendommens værdi, siger han og fortsætter:

- Et lovindgreb vil tage toppen af priserne på udlejningsejendomme, men vil også kunne ramme andelsboligmarkedet. Og det er dybt problematisk, da det bl.a. vil forringe foreningernes muligheder for at optage nye lån til fx vedligeholdelsesarbejder på ejendommen. 

Derudover kan der også være negative konsekvenser for de enkelte andelshavere i andelsboligforeningen.

Andelskronen påvirkes

Ifølge beregninger vil et fald på bare 10% af ejendommens værdi kunne medføre store tab for den enkelte andelshaver, især i foreninger med stor gæld. Her vil andelskronen falde mere end 10 %.

Flere politikere melder nu ud, at det ikke har været tanken at ramme de private andelsboligforeninger, bl.a. siger både Mette Frederiksen (S) og Merete Dea Larsen (DF), at der skal findes løsninger, således at andelsboligerne ikke rammes af et evt. indgreb.

Og det hilser ABF’s landsformand Hans Erik Lund velkommen:

- Jeg er glad for, at politikerne meget hurtigt kommer med den udmelding, for det sidste vi ønsker er usikkerhed hos landets mange private andelsboligforeninger, siger Hans Erik Lund.

 

DOKUMENTER

Brug ABF's standarddokumenter og få ensrettet jeres procedurer. 

ABF-håndbogen

En håndbog for private andelsboligforeninger om juridiske, tekniske og økonomiske emner.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Se kontaktoplysninger og åbningstider.