Boligafgift

Boligafgiften skal dække foreningens ordinære omkostninger
Boligafgiften omfatter foreningens drifts- og finansieringsudgifter, herunder renter og afdrag på foreningens lån, administration, renovation, ejendomsskatter, vedligeholdelse mv. Boligafgiften skal som minimum dække foreningens ordinære udgifter, men den kan også sættes højere, fx hvis foreningen gerne vil spare op til vedligeholdelse eller forbedringsarbejder.

Fastsættelse af boligafgift og a conto-betalinger
Det er generalforsamlingen, der fastsætter boligafgiftens størrelse, jf. ABF´s standardvedtægter § 8, stk. 1. Generalforsamlingen kan altså til enhver tid beslutte at forhøje eller nedsætte boligafgiften, som udgangspunkt med simpelt flertal. Der er dog visse forhøjelser, der kræver et skærpet flertal, fx ved iværksættelse af forbedringsarbejder eller istandsættelsesarbejder, hvor en beregnet finansiering ud fra ydelsen på et sædvanligt 30-årigt kontantlån ville kræve en forhøjelse af boligafgiften på mere end 25 %, jf. ABF’s standardvedtægter § 23, stk. 2.

Hvis foreningen opkræver a conto-beløb til fx vand og varme, kan bestyrelsen administrativt justere a conto-opkrævningerne med henblik på at sikre, at andelshaverne ikke står med en stor efterregning eller skal have mange penge tilbage, når året er gået. Bestyrelsen skal tage udgangspunkt i den forventede samlede udgift, når a conto-beløbet beregnes. Andelshavere, der får forhøjet eller nedsat deres a conto-beløb, skal orienteres om dette på forhånd. 

Fordeling af boligafgiften mellem andelshaverne

Det er vedtægterne, der bestemmer fordelingen af boligafgiften. Efter ABF’s standardvedtægter fastsættes det indbyrdes forhold mellem boligafgiftens størrelse for de enkelte boliger således, at fordelingen sker i samme forhold som andelshaverens andel i foreningens formue. Den enkelte andelsboligs fordelingstal er altså det samme for boligafgift og andelsværdi. I ABF's standardvedtægter for tæt/lav bebyggelse er der dog visse udgifter, der fordeles ligeligt.

Lovbestemt modregningsadgang

Foreningen har ret til at modregne de tilgodehavender hos en sælgende andelshaver, der udspringer af andelshaverens medlemskab af foreningen. Det omfatter bl.a. boligafgift, betaling for varme, vand og andre løbende ydelser mv. Foreningen skal dog være opmærksom på, at der ikke til skade for panthavere kan modregnes betalinger, hvor der er forløbet mere end ét år fra forfaldsdagen for de enkelte betalinger, medmindre retsforfølgning til inddrivelse af restancen påbegyndes og fremmes uden ufornødent ophold inden fristens udløb.

Hensynet bag lovreglen er dels panthaverens interesse i at undgå forringet prioritet som følge af, at der oparbejdes større restancer, og dels foreningens interesse i at kunne føre en lempelig inddrivelsespolitik uden at risikere tab.

Økonomisk trængte andelshavere

Når en andelshaver ikke betaler, indledes en eksklusionssag normalt med et påkrav fra foreningen til andelshaveren. Proceduren ved manglende betaling kan tilgås her: Standarddokumenter (abf-rep.dk)

Som nævnt ovenfor har foreningen mulighed for at føre en lempelig inddrivelsespolitik, dog med de begrænsninger, der følger af pant i boligen. Det kan være aktuelt i krisetider, fx i en tid med pandemi, høj inflation og stigende energi- og fødevarepriser.

Hvis der er en enkelt andelshaver eller to, der ikke umiddelbart kan betale fx en stor efterregning for varme, kan bestyrelsen godt indgå aftale om en afdragsordning for den/de pågældende. En aftale om afdrag eller henstand bør laves skriftligt, og alene for en konkret, begrænset periode. Når bestyrelsen skal vurdere, om der skal indgås aftaler med økonomisk trængte andelshavere, må der tages højde for betydningen for foreningens økonomi, om andelshaverne kan hjælpes på anden vis (fx ydelser fra det offentlige), og om der er tale om et varigt eller forbigående problem. En andelshaver, der på længere sigt ikke vil kunne betale sin ydelser til foreningen, bør hjælpes videre med et salg af boligen.

Er der tale om et større problem med betalinger i foreningen, bør der være en dialog med foreningens kreditorer, dvs. bank/realkreditinstitut. Herefter må en handleplan vedtages på en generalforsamling, da det ikke vil være en del af bestyrelsens daglige ledelse at træffe sådanne beslutninger om foreningens økonomi.