Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ventelister

Hvis ikke der er tale om overdragelse til nærtstående eller bytte, skal køberen i de fleste foreninger findes via foreningens ventelistesystem. Ventelistesystemet er både til fordel for foreningen, der dermed undgår problematikken vedrørende overpris, og for sælger, som hurtigt kan finde en køber uden udgifter til annoncering, mæglere mv.

Ofte fører foreningen flere forskellige lister; typisk en liste over andelshavere, der ønsker at skifte bolig, og en liste over ikke-medlemmer, der ønsker at blive optaget i foreningen. Den interne venteliste vil her være prioriteret forud for ventelisten for ikke-medlemmer afhængigt af vedtægterne.

Intern venteliste

Den interne venteliste vil almindeligvis være indrettet på den måde, at kandidaterne prioriteres efter tidspunktet for deres indskrivning på ventelisten. I forhold til ventelisten for andelshavere anvender nogle foreninger et anciennitetsprincip, så medlemmer med højst anciennitet har fortrinsret til ledige boliger frem for nyere medlemmer.

I ABF’s standardvedtægter gælder for andelshavere et frigørelseskriterie, hvilket betyder, at man kun har mulighed for at overtage en anden bolig i foreningen via den interne liste, hvis man frigør sin egen bolig, så den også bliver tilbudt ventelisterne i overensstemmelse med vedtægterne. Er der ingen på ventelisterne, der ønsker den frigjorte bolig, tilfalder indstillingsretten der person, der fraflytter foreningen. Den interne liste kan derfor ikke benyttes ved samlivsophævelse, selvom begge parter er andelshavere, da boligen ikke frigøres, hvis den ene andelshaver bliver boende.

Ekstern venteliste

Den eksterne venteliste vil ligeledes typisk være indrettet således, at kandidaterne prioriteres efter indtegningstidspunkt. Der kan også være flere eksterne lister, der prioriteres i foreningen, fx en liste for andelshaveres børn, der går forud for ventelisten for øvrige eksterne.

For at give kandidater på den eksterne venteliste udsigt til en bolig inden for en overskuelig fremtid, kan vedtægterne begrænse det mulige antal på ventelisten, eksempelvis på den måde, at hver andel giver ret til at indstille én kandidat til listen, se fx de alternative bestemmelser til ABF’s standardvedtægter.

Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for administration af ventelisten, herunder antallet af tilbud de indtegnede skal have fået, før de kan slettes, krav om en årlig bekræftelse fra de indtegnede på deres interesse, og et rimeligt gebyr for at stå på listen. ABF har ikke fastsat et beløb i forhold til, hvad der er rimeligt at tage i gebyr for indtegning, men anbefaler, at gebyret hænger sammen med arbejdsbyrden ved administration af ventelisten. ABF opfordrer til gennemsigtighed i administrationen, hvilket blandt andet bør indebære, at de indtegnede får oplyst, hvor mange, der er skrevet op, hvor stor omsætning, der er på boligerne, og dermed hvad udsigterne er til at få en bolig i foreningen.

Interesseliste

Nogle foreninger benytter en interesseliste i stedet for en traditionel ekstern venteliste.

Interesselisten fungerer på den måde, at bestyrelsen kan annoncere efter nye andelshavere, og personer, der er interesserede i en bolig, kan anmode om at blive skrevet op. Der er derved ingen, der har fortrinsret til en bolig, men bestyrelsen kan i stedet vælge mellem interesserede kandidater på baggrund af de saglige kriterier, foreningen har fastsat. Benyttes ABF’s alternative bestemmelse til standardvedtægterne, skal bestyrelsen ved sit skøn lægge vægt på størrelsen af andelsboligen og ansøgerens husstand samt på ansøgerens mulighed og holdning til deltagelse i det nødvendige fællesskab.