Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Endelig! - nyt om vurderinger

Leder i ABFnyt nr. 3, 2022

Kommer tid, kommer råd. I forhold til de offentlige vurderinger af andelsboliger, der blev suspenderet i 2013, så kan alle nok blive enige om, at vi i landets andelsboligforeninger har udvist STOR tålmodighed.

I knap ti år har vi ventet på en løsning for, hvad der skulle ske med de vurderinger, som de fleste andelsboligforeninger brugte til at vurdere deres ejendomme og fastsætte værdien af deres hjem.

Ti år er lang tid på et boligmarked, der buldrer afsted, og en del andelsboligforeninger - især i København - har måtte give fortabt og overgå til dyre valuarvurderinger i stedet.

Det er derfor glædeligt, at man nu ser på helheden af de metoder, man bruger til at vurdere foreningernes ejendomme.

Således lægger et nyt lovforslag op til en ændring af to ud af de tre metoder til at værdiansætte andelsboliger. Helt konkret vil det betyde, at valuarvurderinger vil kunne gælde i 3,5 år, frem for i de nuværende 1,5 år, og at den seneste offentlige vurdering (fra 2012) stadig vil kunne bruges, med mulighed for en nettoprisindekseret fremskrivning.

Og forslaget, som indeholder alle ABF’s anbefalinger fra udvalgsarbejdet, ABF deltog i, ser ud til at få bred politisk opbakning i Folketinget.

Den eneste værdiansættelsesmetode, der ikke ser ud til at skulle ændres på, er anskaffelsesprisen. Men næste skridt kunne være at indeksregulere anskaffelsesprisen, således at fremtidens nybyggede andelsboliger også har to realistiske muligheder for at værdiansætte deres ejendom.

Ting tager tid - men nu kan vi i hvert fald glæde os over, at der ser ud til at være fundet en fornuftig løsning på den fejl, man begik, da man stoppede med offentlige vurderinger af andelsboliger.

Hans Erik Lund, landsformand