Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Ingen vindere, når det ender med konkurs

Leder i ABFnyt nr. 1, 2017

Da andelsboligforeningen Hostrups Have blev begæret konkurs af Nykredit den 9. december, gav det anledning til stor bekymring på vegne af andelsboligforeningerne i hele landet.

En konkurs betyder betragtelige økonomiske tab for andelsboligforeningens beboere samt de banker og realkreditinstitutter, der har ydet lån til foreningen. Så der er absolut ingen vindere, når det ender med konkurs.

Der er ingen tvivl om, at foreningernes økonomi ikke hang sammen, og en genopretning af økonomien ville være en forudsætning for at få en levedygtig forening – både på den korte og lange bane. Det har ikke været muligt at frembringe løsninger i drøftelser mellem foreningerne på den ene side og kreditinstitutterne på den anden side.

Men ABF har gentagne gange efterlyst større velvillighed hos kreditinstitutterne til at finde løsninger sammen med beboerne. Det har vi gjort, fordi vi mener, at kreditinstitutterne bærer en stor del af ansvaret for, at foreningerne er endt som nødlidende.

Det helt store problem, som vi nu ser, er, at realkreditinstitutterne er inde for at stramme vilkårene for andelsboligforeninger over en bred kam. Det ser vi ved, at man er mindre villig til at låne, og hvis man gør det, så er bidragssatserne højere, der er større krav til personlig hæftelse og krav til vedtægterne. Det rammer jo alle andelsboligforeninger, og dermed også foreninger med en sund økonomi.

Jeg er bekymret over kreditinstitutternes stigende krav om personlig solidarisk hæftelse, altså at det er den enkelte andelshaver, der kan gøres økonomisk ansvarlig, når foreningen optager realkreditlån. En sådan skærpelse vil kunne berøre samtlige af landets andelshavere.

Det er ikke vejen frem, at kreditinstitutter skal til at kreditvurdere de enkelte andelshavere og potentielle købere af andele, og det vil ABF fortsat kæmpe imod. Det skal være trygt at være andelshaver.

Hans Erik Lund, landsformand