Bæredygtighed og fællesskab
Leder, ABFnyt nr. 1, 2026.
I en tid, hvor bæredygtighed og grøn omstilling er på den politiske dagsorden, står andelsboligforeningerne med en unik mulighed for at være foregangsforeninger.
Derfor er jeg også glad for at hylde bofællesskabet A/B Gundsølille som årets A/B 2025. Her går bæredygtighed og fællesskab hånd i hånd, tilmed i en nedlagt skole, som er transformeret om til andelsboliger. En transformation som kan blive startskuddet til endnu flere andelsboliger, og måske endda omdannelser af tomme kontorlokaler.
2025-fejringerne er nu bag os, og vi retter blikket mod et nyt år med nye krav og muligheder for landets andelsboligforeninger.
Samtidig står 2026 også som et år, hvor fokus på bæredygtighed for alvor skal omsættes til konkrete handlinger. Jeg er af samme grund stolt over, at medlemmerne nu får tre konkrete og efterspurgte værktøjer, udarbejdet af ABF, til at skabe bæredygtige initiativer i den daglige drift. Et nyt standarddokument, nye alternative bestemmelser til ABF’s standardvedtægter og en note om bæredygtige materialer i ABF’s forbedringskatalog kan alle implementeres i foreningerne til gavn for miljøet og den grønne omstilling. De nye initiativer kan du selvfølgelig blive klogere på i dette nummer, hvor du ligeledes kan læse om A/B AST i Vanløse, som har opsat ladestandere til elbiler i byen, noget mange foreninger slås med at finde løsninger på.
Og når vi nu går fra ord til handling, er mit store ønske for 2026, at ”grøn” lovgivning, bekendtgørelser og puljer i højere grad vil tage højde for andelsboligformens særkende. Andelsboligforeninger er åbenlys foregangsforeninger – også for andre ejerformer, men har ikke altid samme muligheder. Så her kræves der politisk handling.
Godt nytår
Hans Erik Lund, Landsformand