Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboliger skal ikke rammes

Leder i ABFnyt nr. 4, 2019

Boligministeren har nu offentliggjort den ventede rapport fra ekspertgruppen, der har undersøgt politikernes muligheder for at bremse udenlandske kapitalfonde, der gennem en særlig paragraf i boligreguleringsloven i årevis har kunne skrue op for huslejen ved at istandsætte lejemål i gamle udlejningsejendomme. ABF har løbende gjort en stor indsats for at gøre såvel ekspertgruppen som politikerne opmærksomme på, at et indgreb kan have negative konsekvenser for andelsboligforeninger.

Med rapporten bliver det tydeligt, at ABF’s bekymringer ikke har været uden grund. Hvis man går ind og ændrer regelsættet, og det får den konsekvens, at priserne på udlejningsejendomme falder, vil det også få betydning for den enkelte andelsboligforening. Det kan især ramme andelsboligejere med valuarvurderinger hårdt.

Rapporten lægger op til forskellige modeller, men ligegyldigt hvilken model, man anvender, kan det have betydning. Jeg vil derfor opfordre den socialdemokratiske regering og de øvrige partier i forhandlingerne til hurtigst muligt at få afdækket, alt efter hvilken løsning man vil gå videre med, hvor mange andelshavere, det vil få betydning for, så man kan finde en holdbar løsning for andelshaverne.

ABF har sympati for, at man vil gribe politisk ind over for udenlandske kapitalfonde, men det er ikke rimeligt, at en ændring ét sted i lovgivningen vil ramme vilkårligt i forhold til andelshaverne. Vi skal jo huske på, at det også er almindelige danskere, som bor i andelsbolig. I ABF har vi noteret os, at et bredt politisk flertal på forhånd har tilkendegivet, at man ikke ønsker, at ændringer i boligreguleringslovens § 5, stk. 2 skal have negative effekter for andelsboligforeninger. Det vil ABF i den kommende tid holde partierne op på. Når det kommer til at forhindre boligspekulation, har ABF det klare budskab, at et vigtigt skridt på vejen er, at der gives bedre muligheder for, at lejere kan overtage deres ejendom på andelsbasis.

Hans Erik Lund, landsformand