Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboliger og infrastruktur

Leder i ABFnyt nr. 2, 2021

50 nyopførte andelsboliger i Ebeltoft, 12 nyopførte andelsboliger i Rønne og 13 nyopførte andelsboliger i Randers med fokus på fællesskab og samvær.

Jeg glæder mig over, at der så småt er kommet gang i nybyggeriet af private andelsboliger, ikke kun i Københavnsområdet, men i hele Danmark.

Boligøkonomisk Videncenter vurderer, at man fremadrettet ”overvejende ser en nedgang i efterspørgslen efter boliger over 100 m2 i mange yderområder, mens der til gengæld er øget efterspørgsel efter boliger under 100 m2 , og at der også bliver behov for at tænke i boliger med en form for fællesskab.”

Derfor skal ejendomsudviklere også have de mest optimale betingelser for at stikke spaden i jorden og bygge andelsboliger. Lige nu synes jeg, at det virker lidt tilfældigt, hvor der bliver bygget nyt - og hvor mange. Det vil jeg gerne lave om på.

Den nuværende planlov giver mulighed for, at en kommune kan stille krav om en vis procentdel nyopførte almene boliger. Denne del arbejder ABF for at få udvidet, så bestemmelsen omfatter både almene boliger og private andelsboliger.

ABF har derfor afgivet input til den forestående revision af planloven samtidig med, at ABF vil drøfte den fremtidige
udvikling med interesserede kommuner og med Kommunernes Landsforening.

ABF ønsker at styrke andelsboligsektoren i hele landet, og jeg ser, i den sammenhæng, en rød tråd mellem flere andelsboliger, i hele landet, og regeringens infrastrukturplan ”Danmark fremad” til 160 milliarder kroner.

Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad Bek forklarer, at aftalen ”skal være med til at sikre, at uanset om du bor i byen eller på landet, så skal du have gode muligheder for komme til og fra dit arbejde eller dine fritidsaktiviteter.”

Ingen af os ønsker at bruge mere transporttid i det daglige end højest nødvendigt. Et stort og bredt boligudbud, som også inkluderer private andelsboliger, i hele landet, vil reducere vores daglige transporttid, som vi i stedet kan veksle til kvalitetstid med familie, venner og naboer.

Hans Erik Lund, landsformand