Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboligen er løsningen

Leder i ABFnyt nr. 1, 2023

Ny regering - ny boligpolitik
Regeringsgrundlaget er lagt frem, og her er der bl.a. fokus på ”den blandede by”, hvor de: ”… ønsker et blandet boligmarked, hvor flere kan eje deres egen bolig, og hvor der er et blandet udbud af ejerboliger, almene boliger, andelsboliger og privat udlejning”.

Dertil fremhæver de blandede byer som det, der kan skabe sammenhængskraft. Det er jo nærmest som taget ud af ABF’s principprogram – den blandede by kan ikke eksistere uden andelsboligerne, hvad enten det er i storbyen, provinsbyen eller landsbyen.

Andelsboligerne er den boligform, som placerer sig prismæssigt mellem leje- og ejerboliger. Det betyder, at dem med almindelige indkomster selv kan være medejere af deres bolig.

Andelsboligerne skaber gode rammer for fællesskab, som så mange efterlyser i disse tider. Og andelsboligerne tager ansvar. Derfor vil ABF også holde politikerne op på at give nye andelshavere og nye andelsboligforeninger bedre finansieringsvilkår.

Jeg glæder mig til, at regeringen går i gang med at udforme deres reelle boligpolitik, og i ABF stiller vi os selvfølgelig til rådighed for de nye ministre og Folketing med al den ekspertise, vi besidder.

Vi håber også, at den nye regering færdiggør arbejdet med at finde de alternativer til den manglende offentlige vurdering, vi så længe har ventet på.

For andelsboligen er sammenhængkraften på boligmarkedet og et reelt midter-alternativ til de andre boligformer. Andelsboligen er ofte det første møde, unge har med at eje en bolig – og muligheden for at komme videre, inden de vender tilbage som seniorer. Andelsboligen er en del af løsningen!

Hans Erik Lund, landsformand