ABF har valgt ny landsformand
Brian Fabricius er blevet valgt som ny landsformand for ABF – Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation. Det skete på ABF’s landsmøde den 31. oktober i Odense, hvor Brian Fabricius afløste Hans Erik Lund.
På landsmødet i Odense Congress Center den 31. oktober valgte medlemmerne Brian Fabricius som ny landsformand. Han er 44 år, opvokset i en landsby uden for Horsens, og er andelshaver og bestyrelsesmedlem i andelsboligforeningen A/B VE-BO i København. Brian Fabricius er valgt for en fireårig periode og overtager posten efter Hans Erik Lund.
Som landsformand står Brian Fabricius nu i spidsen for ABF’s politiske arbejde og skal være med til at sætte den strategiske retning for organisationen, der repræsenterer mere end 5.500 andelsboligforeninger i hele landet med i alt godt 110.000 andelshavere.
– Andelsboligen er stedet for stærke fællesskaber. Og Andelsboligen kan være med til at løse de store udfordringer, vi har i samfundet lige nu. Om ensomhed, om unges adgang til boligmarkedet og klimakrisens udfordringer. Det vil jeg arbejde for, sagde ABF's nye landsformand, Brian Fabricius.
Erfaring fra andelsboligområdet
Brian Fabricius har et indgående kendskab til både ABF og andelsboligområdet. Han har gennem de seneste seks år været landsnæstformand i ABF og har dermed været en del af organisationens politiske ledelse.