Spring navigationen over og gå direkte til indhold
PRESSEMEDDELELSER

Ny rapport: ABF kæmper for at bevare tilbudspligten

Tilbudspligten er en kernerettighed for lejere, der skal fastholdes, hvis man vil have byer med plads til alle. I arbejdet med en netop offentliggjort rapport fra en ministeriel ekspertgruppe, har ABF derfor holdt fast, når udlejerne har prøvet at begrænse lejernes rettigheder. Håbet er, at tilbudspligten kan gøres bedre, når politikerne tager fat.

DEL ARTIKEL


Det seneste år har en række eksperter og interessenter gransket tilbudspligten for Boligministeriet, der netop har offentliggjort en rapport, som politikerne skal tage stilling til.

- Tilbudspligten er enormt vigtig, og derfor var vi i ABF også glade for at være en del af den ekspertgruppe, som boligministeriet nedsatte sidste år, for at granske og forbedre tilbudspligten. Nu er rapporten over arbejdet offentliggjort, og vi ser frem til at se, hvad man politisk vil gøre med vores anbefalinger, siger Anne Kristensen, der er juridisk chef i ABF og en del af ekspertgruppen om tilbudspligt.

Arbejdet med rapporten har været intenst, og der har været forskellige holdninger til hvad der var det rigtige at gøre, og til hvordan tilbudspligten kunne forbedres. Det betyder også, at flere af udvalgets deltagere er kommet med egne mindretalsudtalelser og anbefalinger.

- Det har været en udfordring, at repræsentanten for udlejerne har prøvet at begrænse lejernes nuværende rettigheder, i stedet for at gøre tilbudspligten bedre og lukke de huller, der er. Det tager vi afstand fra, siger Jan Hansen, der er direktør i ABF.

Der er dog også flere ting, som der har været enighed om. Det gælder blandt andet måden, man laver ”syn og skøn” og værdisætter en ejendom i forbindelse med et tilbudspligtsalg.

Tilbudspligten er de regler, der sørger for, at når en ældre udlejningsejendom bliver sat til salg, så har beboerne normalt førsteret til at købe ejendommen og omdanne den til en andelsboligforening. Gennem 50 år har det været en kernerettighed for lejere, og det er en af de væsentligste grunde til, at der er skabt andelsboligforeninger i Hovedstaden, hvor de fleste har råd til at være medejere.

Det ved politikerne godt, og det var medvirkende til, at boligministeriet sidste år nedsatte ekspertgruppen om tilbudspligt, i forlængelse af en lovbehandling, hvor de lukkede et hul i tilbudspligten, som gjorde at ejendomsejere kunne undgå at sælge ejendommen til beboerne.

ABF havde gerne set at udvalget var blevet enige om en løsning ift. at lukke et andet hul - den såkaldte ”dobbelt-holdning-finte” - hvor udlejere kan undgå tilbudspligten, ved at sælge ejendommen via salget af et holdningsselskab. Det var der dog ikke flertal for i ekspertudvalget.

Efter rapporten er afleveret og offentliggjort af Boligministeriet, er det nu op til politikerne at se på anbefalingerne og lave de ændringer ift. tilbudspligten, som de finder bedst kan forbedre den.

 

Kontakt for yderligere information:


Direktør i ABF, Jan Hansen
Telefon: 33 86 28 30/20 10 40 25
Mail: jh@abf-rep.dk