Skab synlighed om jeres bofællesskab
9. maj løber Bofællesskabernes Dag 2026 af stablen, hvor foreninger kan holde åbent hus og vise deres skønne bofællesskab frem for nysgerrige danskere. Skal jeres forening med på landkortet?
Bofællesskabernes Dag 2026 handler om at gøre bofællesskaber mere synlige og tilgængelige for flere.
Dagen skal give mennesker mulighed for at opleve fællesskab, hverdagsliv og måder at bo på, som man ikke kan læse sig til – men skal mærke selv.
Måske bor I i verdens bedste bofællesskab og vil gerne dele jeres begejstring med nysgerrige danskere, eller måske har I ledige andele til salg og vil gerne tiltrække nye andelshavere. Bofællesskabernes Dag er gratis synlighed overfor både børnefamilier, seniorer og dem midt i livet – og jeres bofællesskab kan også være med.
ABF, Bofællesskab.dk og Landsforeningen for Økosamfund står bag Bofællesskabernes Dag 2026 – en ny, landsdækkende dag, hvor bofællesskaber over hele landet åbner dørene og inviterer nysgerrige gæster indenfor. Bofællesskabernes dag er støttet af Realdania
Nemt koncept
Alle typer bofællesskaber er velkomne – store og små, nye og veletablerede, by og land, økologiske, senior-, familie- og generationsblandede fællesskaber.
Bofællesskabernes Dag afvikles lørdag den 9. maj og det er gratis at tilmelde jeres bofællesskab. Som værter for åbent hus skal I blot gennemføre 1–2 rundvisninger i løbet af dagen. I bestemmer selv i hvilket tidsrum, men vi anbefaler mellem kl. 11-15, så børnefamilier kan nå hjem inden ulvetimen, og nysgerrige uden små poder kan nyde deres lørdag morgen.
Hvis I nu tænker: ”hvad skal vi dog fortælle om?”, så kommer der her lidt inspiration.
Se vores skønne fællesskab.
På en rundvisning kan I fx vise jeres fælleshus med grovkøkken og måske et ekstra værelse til sovende gæster, gå på havetur i jeres spirende køkkenhave eller vise legepladsen frem for de mindste.
I kan også give en introduktion til jeres værksted og hobbyrum. I løbet af dagen kan I også fortælle lidt om jeres tanker om bofællesskabet.
Har i fællesspisning? Hvordan er det med arbejdsdage og udvalg? Spiser I økologisk og skal man være over 50 år for at blive skrevet på jeres interesseliste? Og foregår alt i fællesskab eller kan man også trække sig lidt og bare være sig selv? Spørgsmålene vil sikkert være mange og for en del er det første gang de besøger et bofællesskab, så I vil nok også få spørgsmål I ikke har tænkt på.
På Bofællesskabernes Dag kan I også fortælle om jeres sociale arrangementer; hvordan træffer I beslutninger og hvordan håndterer I forskellige holdninger?
Rundvisningerne er også jeres gyldne chance for at sætte ord på, hvordan nysgerrige besøgende bliver andelshavere i netop jeres skønne bofællesskab.
Søg støtte til aktiviteter
Kerneaktiviteten på dagen er rundvisninger, men ønsker I at supplere en rundvisning med andre aktiviteter, fx loppemarked, café eller fællessang, har bofællesskaber rig mulighed for det. I kan endda søge støtte op til 1.000 kr. Vi skal blot have et par linjer om jeres aktivitet og hvilket beløb I søger. Deadline for at søge støtte til aktiviteter er 20. marts.
Ovenstående er blot eksempler. Der er selvfølgelig frit valg på alle hylder, når I planlægger jeres deltagelse i Bofællesskabernes Dag 2026.
Vi håber, at I har lyst til at være med og vise, hvordan fællesskab, hverdagsliv og bæredygtighed ser ud hos jer, så send endelig en mail til hej@bofællesskabernesdag.dk senest den 7. april.
Vigtige datoer:
20. marts:
Frist for at søge støtte til aktiviteter i forbindelse med jeres åbent hus.
7. april:
Frist for tilmelding af jeres bofællesskab, hvis I skal med i det officielle program, invitationer og presse.
Det er fortsat muligt at deltage efter denne dato – aktiviteter kan stadig komme på hjemmesiden.