Nyt fysisk kursus: Vedtægterne i praksis
Bestyrelsesarbejde i en andelsboligforening kan give mange spørgsmål – blandt andet om fremleje, ombygning og belåning. ABF tilbyder et kursus, der giver bestyrelsesmedlemmer praktisk viden og et sikkert grundlag for beslutninger i hverdagen.
Der hviler et ansvar på skuldrene af bestyrelsesmedlemmer. Derfor er det vigtigt, at bestyrelsesmedlemmerne har kendskab til både reglerne og rammerne for deres arbejde. Med en ny kursusrække “Bestyrelsesarbejde: Vedtægterne i praksis” får bestyrelser mulighed for at styrke deres forståelse af, hvordan vedtægterne anvendes i konkrete situationer, særligt når andelshavernes henvendelser kan give anledning til tvivl eller uenighed.
- Vi får i rådgivningen ofte henvendelser fra bestyrelser om hvordan de skal gøre, når de bliver mødt af de opgaver, de ikke får så tit, fortæller jurist hos ABF Hanne Pedersen og fortsætter:
- Vores mål med kurset er, at deltagerne går hjem med større sikkerhed i deres rolle og en klar forståelse af både rettigheder, pligter og handlemuligheder.
Kurset henvender sig både til erfarne og nye bestyrelsesmedlemmer, der ønsker en praksisnær gennemgang af typiske hverdagssituationer i bestyrelseslokalet. Med udgangspunkt i ABF’s standardvedtægter gennemgår ABF’s rådgivere konkrete cases om blandt andet fremleje, boligændringer og belåning. Deltagerne får samtidig indsigt i andelshavernes rettigheder og pligter samt de foreningsretlige principper, der danner rammen for bestyrelsens arbejde. Der bliver også sat fokus på spørgsmålet om, hvornår – og om – bestyrelsen kan dispensere fra vedtægterne.
Styrk dit netværk
Vidensdeling spiller en rolle i et velfungerende bestyrelsesarbejde, særligt når bestyrelsesmedlemmer udskiftes. Derfor vil kurset også belyse, hvordan man kan arbejde med intern vidensdeling, så bestyrelsen undgår usikkerhed og sikrer kontinuitet i beslutninger og arbejdsgange. Da kurset foregår fysisk, får du som deltager samtidig mulighed for at netværke og erfaringsudveksle med andre bestyrelsesmedlemmer.
Kurset fungerer som et supplement til ABF’s øvrige tilbud om grundlæggende bestyrelsesarbejde, årshjulet i foreningen og det at være ny i bestyrelsen. Undervisningen varetages af ABF’s rådgivere, og derudover bidrager AL Sydbank med et fagligt indlæg. Prisen for deltagelse er 220 kroner. Kurset afholdes i 14. april Esbjerg den 21. april, Aarhus den 6. maj og Aalborg den 19. maj. Der arbejdes på at tilbyde kurset på Sjælland.
Du kan tilmelde dig kurset ved at trykke her. I efteråret fortsætter kursusrækken i Odense den 6. oktober, Herning den 3. november og 11. november i Kolding.