Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Fra gas til jordvarme med kommunen i baghaven

A/B Enghusene i Jystrup har skiftet naturgas ud med jordvarme i tæt samarbejde med Ringsted Kommune. Vejen frem for andre kommuner, mener borgmester.

DEL ARTIKEL

 

Landsbyen Jystrup ligger idyllisk omkranset af marker og eng 12 kilometer fra Ringsted. Det lille lokalsamfund huser 875 indbyggere og hele fem private andelsboligforeninger. En af de foreninger er A/B Enghusene med 20 andele og et fælleshus. Foreningen har indtil for nyligt brugt naturgas som varmekilde, men da naturgaspriserne eksploderede i 2020, valgte foreningen at kigge andre veje, fortæller foreningens formand Lotte Ernst:

− Fjernvarme var ikke en mulighed på grund af vores beliggenhed, så vi kiggede i mange retninger, fx på solceller og forskellige varmepumpesystemer. Vi havde tidligt i processen allieret os med energirådgivere, fordi det var svært at gennemskue, hvad der bedst kunne betale sig for os. Foreningens klimagruppe konkluderede sammen med energirådgiverne, at andelshaverne burde få et fælles termonet med jordvarmeslanger (ca. 1 meter under terræn) til 20 boliger, uddyber Anders Christiansen, som også sidder i klimagruppen:

− Termonettet er den del af nettet, der forbinder vores huse, og så er der selve brineslangerne ude på engen, som er varmeopsamlere. Varmen sendes ud i fælles net og anvendes i individuelle væske/vandvarmepumper, der er uafhængige af hinanden. En central løsning med én stor varmepumpe var dyrere, mindre effektiv og mindre klimavenlig.

− Vi lyttede til rådgiverne. Det blev startskuddet på et kæmpe jordvarmeprojekt til cirka seks millioner kroner, der ud over selve jordvarmeanlægget har inkluderet reetablering af fællesarealer, forhaver og entréer i hver enkelt bolig, fortæller Lotte Ernst.

Projektet har krævet sit. Faktisk har foreningen haft tre forskellige entreprenører og en byggerådgiver på projektet for at komme i mål, fortæller Anders Christiansen:

− Foreningen hyrede tre forskellige entreprenører til projektet. Én til grave- og anlægsarbejdet på kommunens jord, én til grave- og anlægsarbejdet i selve foreningen og et vvs-firma til installation og tilkobling af selve varmepumperne i entréen.

 

Løsning i baghaven
Mange mindre landsbysamfund er reelt afkoblet fra muligheden for at få fjernvarme, fordi det er alt for dyrt at nedgrave kilometer af fjernvarmerør til et relativt lille indbyggertal. Fordelen er til gengæld, at mange andelsboligforeninger ude i landsbysamfundene støder op til mark eller eng, og det er lige præcis tilfældet for A/B Enghusene.

I 2023 rakte foreningen derfor ud til Ringsted Kommune, som ejer den nærliggende jord, for at høre, om foreningen måtte trække jordvarme fra den kommunale jord, når nu fjernvarme var udelukket. Og der var positiv respons, fortæller Lotte Ernst:

− Fra start af har Ringsted Kommune bakket os op og været meget imødekommende for at få det her projekt til at lykkes ift. fx lokalplaner og miljøgodkendelser, ligesom Ringsted Forsyning også har hjulpet os med at udpege deres ledninger og rørføringer på engen, så de ikke blev beskadiget, da jordvarmeslangerne blev gravet ned.

 

Om termonet
Et termonet er et forsyningsnet af uisolerede rør, der transporterer termisk energi på tværs af matrikler ved en temperatur tæt på jordtemperatur. Ifølge Termonet Danmark afskrives decentrale varmepumper koblet på et termonet, som det i A/B Enghusene, normalt over 20 år, men har ifølge Energistyrelsen en levetid på op til 40 år.

 

Stolt borgmester
Ringsted Kommune har, ligesom mange andre kommuner udenfor hovedstadsområdet, udfordringer med at kunne tilbyde alle borgere adgang til fjernvarme på grund af den geografiske spredning. Derfor er borgmester Andreas Karlsen (K) også meget begejstret for det tætte samarbejde mellem Ringsted Kommune og A/B Enghusene:

− Den grønne omstilling kræver alternative løsninger, hvis vi skal leve op til regeringens målsætning om at udfase naturgas inden 2035, især i landområderne. Derfor er jeg også rigtigt imponeret over, at en privat andelsboligforening som A/B Enghusene er gået forrest og har fundet løsninger på et problem, som vi ikke kun har i Ringsted, men som mange landkommuner slås med, siger han og fortsætter:

− Ringsted Kommune har også en ambitiøs klimaplan om at blive CO2 -neutral i 2045. Det kan vi ikke klare alene som offentlig myndighed. Derfor er et tæt samspil med borgere og boligforeninger, som den private andelsboligforening i Jystrup, altafgørende og et inspirerende og nødvendigt projekt, som andre kommuner kan lære af.

Godt i gang
I juli 2025 fik de første boliger så jordvarme, og i august kom de sidste med. Hele foreningen med 20 boliger og et fælleshus har nu jordvarme til opvarmning af deres boliger og til varmt vand. Alle andelshavere har en app på mobilen, hvor de kan følge med i eget forbrug og nemt justere for varmen efter behov. Fire andelshavere er blevet ”superbrugere” og hjælper lige naboen, hvis denne er lidt it-udfordret.

Den sjællandske forening har selv betalt for at udskifte gas med jordvarme. Foreningen har optaget et 30-årigt fastforrent realkreditlån til projektet. Umiddelbart en kæmpe udgift, men foreningen regner med at tjene pengene hjem igen, fortæller Anders Christiansen:

− Vores gamle gasfyr var begyndt at stå af. Vi havde flere og flere udgifter til drift og vedligeholdelse og reparationer. Det slipper vi forhåbentligt for i de næste mange år. Vores boligafgift er steget 600 kroner pr. måned. Vores anlæg kræver el, og den regning skal vi have med i ligningen. Til gengæld får vi ikke længere en svingende gasregning. Vi skal nok lidt længere hen i driften, før vi har et større overblik over den samlede økonomi, men nu er vi i gang. I foreningen er der i de her kolde vintermåneder stor glæde og tilfredsstillelse ved at være ude af ”Putins kløer” og i stedet have varmekilden i bogstavelig forstand i baghaven.

− Det bedste af det hele er, at vi ikke længere skal bekymre os om svingende gaspriser og forsyningssikkerhed, fortæller Lotte Ernst, og Anders Christiansen supplerer:

− Når vi lige har pustet ud og fået afsluttet de sidste ender i projektet, er drømmen at få solceller, som producerer strøm til blandt andet varmepumperne, og måske batterier, der kan lagre strøm til vores forbrug i boligerne.

 

Skal din forening også i gang med et projekt? 

 

Høringssvar

Læs ABF's høringssvar over udkast til bekendtgørelse om tilskud til varmepumper