Ny webinarserie: Foreningens dokumenter
ABF’s medlemsrådgivning har udviklet en ny webinarserie om foreningens dokumenter. Her kommer rådgiverne rundt om jura, proces, og hvordan I kan bruge ABF i den daglige administration. Første emne er vedtægterne.
Nu får alle medlemsforeninger chancen for at blive klogere på en række af hverdagens mange arbejdsredskaber, når ABF’s medlemsrådgivning går i luften med en helt ny webinarserie: Foreningens dokumenter.
Her kommer rådgiverne godt rundt om vedtægterne, husordenen og reglementer, og I kan som bestyrelse blive klogere på fx vedtægtsændringer og brud på foreningens regelsæt. Webinarerne er tænkt som sammenhængende oplæg, men det er også muligt at deltage på et af de tre webinarer uafhængigt af de andre.
Foreningens vedtægter
Det første dokument, som rådgiverne går i dybden med på de kommende webinarer er foreningens vedtægter. Et sæt paragrafer som beskriver de fælles spilleregler for både andelshavere og bestyrelsen, forklarer rådgiver Jacob Vilhelmsen:
− Vedtægterne er et regelsæt, der fortæller hvilke regler, der gælder i den enkelte forening, både for foreningen som helhed og for de enkelte andelshavere. Bestyrelsen skal også følge vedtægterne, og en eventuel dispensation skal vedtages af en generalforsamling med et kvalificeret flertal.
Har I haft udskiftning i bestyrelsen, eller er det mange år siden, at I sidst fik revideret jeres vedtægter, kan det være en god idé at tilmelde jer webinaret. Her vil rådgiverne også komme rundt om reglerne for, hvordan I vedtager foreningens vedtægter og ikke mindst vedtægtsændringer, fortæller Jacob Vilhelmsen:
− Vedtægterne vedtages på foreningens generalforsamling. Følger foreningen ABF’s standardvedtægter, skal vedtægtsændringer vedtages med et flertal på 2/3 af de afgivne ja-og nej-stemmer. Der er også et skærpet krav til, hvor mange andele, der skal være repræsenteret på generalforsamlingen. Foreningen skal dog være opmærksom på, at der ved visse typer vedtægtsændringer kan være særlige forhold, der gør sig gældende i forbindelse med en vedtagelse. Det kan fx være en vedtægtsændring, hvor en eller flere andelshavere får frataget en væsentlig rettighed. Her bør man indhente rådgivning forud for generalforsamlingen.
Det med småt
Inden I kommer så langt, at I skal stemme om jeres vedtægtsændringer, er der lige dét med formuleringerne og selve indholdet, forklarer medlemsrådgivningen:
− Foreningens vedtægter skal være lovlige og up-to-date. Derudover skal vedtægterne afspejle foreningens ønsker. Hold gerne beboermøde, hvor I gennemgår mulige formuleringer, inden en vedtagelse på generalforsamlingen. På den måde er alle klar over, hvad teksten betyder i praksis. Medlemsforeninger er i øvrigt altid velkomne til at kontakte ABF’s medlemsrådgivning, hvis I har spørgsmål til fx ordlyd eller gældende lovgivning.
Og så er der lige det evige aktuelle og altid meget ”populære” spørgsmål omkring sanktionsmuligheder, hvis andelshavere ikke overholder foreningens vedtægter. Et emne, som rådgiverne også uddyber på webinaret den 20. november:
− Foreningerne har nogle muligheder for sanktionering, hvis andelshavere eller bestyrelsen ikke overholder vedtægterne. På webinaret gennemgår vi, hvad man konkret kan og bør gøre, forklarer Jacob Vilhelmsen og fortsætter:
− Langt de fleste foreninger kører heldigvis gnidningsfrit uden konflikter. Webinaret sætter derfor primært spot på, hvordan bestyrelsesmedlemmer kan bruge vedtægterne som et styringsværktøj i den daglige drift – og målgruppen for webinarserien er både nye og garvede kræfter.
Medlemsfordele
Medlemsforeninger kan benytte sig af de mange medlemsfordele, som er knyttet op på netop foreningens vedtægter.
ABF har fx udarbejdet et sæt standardvedtægter, der følger gældende lovgivning, domme m.m. Vedtægterne findes i to gratis versioner; én version til etageejendomme, én version til tæt/lavt byggeri samt et sæt alternative bestemmelser.
Medlemsrådgivningen tilbyder også en vedtægtsgennemgang mod betaling. Her gennemgår medlemsrådgivningen jeres nuværende vedtægter og kommer med forslag til eventuelle ændringer, så I er sikre på, at vedtægterne overholder gældende lovgivning.
Derudover har ABF udgivet en lang række foldere om både vedtægter, livet som andelshaver og ny som andelshaver. Folderne bidrager til at skabe en fælles forståelse for, hvad det vil sige at bo i andelsbolig.
Sidst men ikke mindst kan I altid finde information på ABF’s hjemmeside og i den fysiske og digitale ABF-håndbogen, sidstnævnte er et løbende abonnement mod betaling.