
Godtgørelsen til bestyrelser stiger
Andelsboligforeninger har mulighed for at betale en mindre skattefri godtgørelse til deres bestyrelse for deres kontorhold og arbejde. Nu stiger den fastsatte takst.
Bestyrelsen i en andelsboligforening gør ofte rigtig meget, for at foreningen kan fungere godt. Der er både møder, generalforsamlinger - måske byggesager - kontakt til håndværkere, banker, administratorer og meget mere. Det koster noget i telefon og kontorhold, ud over den tid der bruges.
Derfor er der også mulighed for, at bestyrelsesmedlemmer kan få en mindre skattefri godtgørelse i forbindelse med deres udgifter og indsats, og her er beløbene nu blevet ændret fra 1. januar 2025.
- Satsen for godtgørelse til bestyrelserne bliver fastsat af Skatterådet, og den er nu sat pænt op i forbindelse med årsskiftet, forklarer ABF’s juridiske chef, Anne Kristensen.
Hun slår dog samtidig fast, at det er helt op til foreningerne selv, hvor meget - og om - man vil betale godtgørelse til sin bestyrelse. Her er det også vigtigt at være opmærksom på, at hvis man betaler mere end den fastsatte takst, så skal der svares skat af hele godtgørelsen.
Det er altså kun, hvis godtgørelsen er under den fastsatte takst, at den er skattefri.
Til gengæld skal bestyrelserne ikke dokumentere de udgifter, de har haft, for at få godtgørelsen, hvis den er inden for rammen.
Hvad er beløbet?
Men hvad er beløbet så, spørger du nu.
Ja, der er to beløb. Et der relaterer sig til ”telefon og internet”, der er på 2.800 kr. årligt, og et der relaterer sig til ”kontorhold, møder mv.”, der er på 1.700 kr. årligt.
Begge beløb er skattefrie og udgør det maksimale, der kan udbetales ift. at der ikke skal foreligge fakturaer og lignende fra dem, der får udbetalt beløbene. Det er dog en forudsætning, at man har haft udgifter, der kan relateres hertil.
De tidligere takster - fra 2022 - lå på henholdsvis 2.450 kr. og 1.500 kr., så der er sket en pæn stigning, der dog også skal ses i lyset af inflationen og de stigende priser generelt.
Skat på honorar
I stedet for den skattefri godtgørelse på det fastsatte beløb er der mulighed for at betale godtgørelse for reelle dokumenterbare udgifter, som bestyrelserne kan have haft, ligesom der er mulighed for at udbetale et egentligt honorar til bestyrelserne.
Hvis man udbetaler honorar eller godtgørelse, der ligger ud over den skattefrie beløbsgrænse, skal man som nævnt være opmærksom på, at det hele så bliver skattepligtigt - i udgangspunktet som A-indkomst - ligesom det hele skal være godkendt af foreningen på en generalforsamling. Her vil det normalt fremgå som en del af budgettet.
Du kan læse mere om godtgørelse og regler under lov og fakta:
Hvis der ellers er tvivl om godtgørelser og udbetalinger, er det altid en god idé at spørge hos Skat for at være på den sikre side.
Fakta
Beløb til godtgørelse fra 1. januar 2025:
- Maksimum kr. 2.800 kr. årligt (telefon og internet)
- Maksimum kr. 1.700 kr. årligt (porto, møder, kontorartikler m.v.)