
Genbrugstræ endte som skur i A/B Storgården
Andelsboligforening valgte genbrugsmaterialer og understøtter dermed nyt ABF-partnerskab med Choose Reuse, et projekt som vil skabe mere genbrug i ejendomsbranchen.
Egentlig startede den grønne omstilling i A/B Storgården i 2017, da andelshaverne begyndte at snakke om en ny og mere bæredygtig gård. Undervejs besluttede den store forening, som ligger i København og tæller 209 andele, at de også skulle have renoveret klimaskærmen. To kæmpe projekter ventede med andre ord forude.
-
Næste har leveret genbrugstræ til A/B Storgårdens skur, som også huser både familiecykler og motorcykler. -
Orangeri med genbrugstræ- og mursten. -
10.000 mursten er genbrugt fra det gamle Rigshospital. -
Niveauforskellen i orangeriet er løst med trapper i genbrugsmursten, som også stammer fra Rigshospitalet. -
Gamle vinduer er genbrugt i kælderen. -
Jord i stedet for beton har sparet på CO2-udledningen. -
Skraldeskuret er også af genbrugstræ og bygget af Næste.
I 2025 står foreningen skarpt og kan hakke begge projekter af takket være blandt andet Københavns Kommune, som har støttet med byfornyelsesmidler og ikke mindst udråbt foreningens gårdprojekt som demonstrationsprojekt, når det gælder genbrug af byggematerialer.
Et fokus på bæredygtighed, som ABF også har på sin dagsorden, fortæller landsformand Hans Erik Lund:
− På landsmødet i 2022 vedtog ABF’s medlemmer et principprogram, som bl.a. fokuserer på, at vi skal hjælpe med at fremme bæredygtighedsdagsordenen. Ejendomsbranchen er generelt CO2-tung, bl.a. pga. produktion og brug af byggematerialer, fortæller landsformand Hans Erik Lund og fortsætter:
− Derfor har ABF også valgt at indgå i Choose Reuse-projektet, som sætter fokus på genbrug af byggematerialer, som er vejen frem for hele ejendomsbranchen.
Choose Reuse-projektet, som er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, skal identificere barrierer og muligheder for øget brug af genvundne materialer i byggebranchen. En hård nød at knække for mange andelsboligforeninger, for hvordan kommer man i gang, og hvilke forhindringer møder foreningerne, som vil genbruge i stedet for at købe nyt? De spørgsmål ønsker Choose Reuse-projektet at dykke ned i.
10.000 brugte mursten
A/B Storgården er i den sammenhæng et spændende eksempel på en andelsboligforening, som netop genbruger byggematerialer og i stor skala. Det bygger på en grøn beslutning, som der har været bred opbakning til i foreningen, fortæller formand Christian Larsen:
− For det første er vi en bevaringsværdig ejendom, så vi kan ikke bare gøre, som vi vil. Når det er sagt, gav det rigtig god mening fx at genbruge vores vinduer. Vinduer i kældrene er de eksisterende vinduer, som er blevet renoveret, og dørene ud til Tomsgårdsvej er de eksisterende døre fra, da ejendommen blev bygget i 1935. De vinduer, som vi ikke kunne genbruge i ejendommen, er blevet brugt i vores nye orangeri. En grøn beslutning, som blev vedtaget med et stort flertal på en generalforsamling.
Det er ikke kun vinduer, som er genbrugsmaterialer i orangeriet. Gulv og sokkel er bygget af ca. 10.000 gamle mursten fra det gamle Rigshospital. Der er brugt i alt 50 genbrugsvinduer i ejendommen og i orangeriet og ca. 19 m3 genbrugstræ.
Beton – nej tak!
Fremstilling af beton slider på miljøet. Tal fra Innovationsfonden fra 2022 anslår, at otte procent af det globale CO2-udslip stammer fra betonproduktion. Derfor er den københavnske forening også rigtig glad for, at den byttede beton ud med jord, da foreningens grønne gård skulle niveauopdeles.
− Gårdhavens to niveauer er adskilt med en stampet jordmur, der snor sig gennem hele gårdhaven. Jordmuren minimerer brugen af beton. Vi kan selvfølgelig ikke undgå, at der ryger lidt af jordmuren, men indtil videre har det været nemt at reparere.
I alt er der ifølge kommunens beregninger sparet ca. 156 tons beton ved at anvende jord.
ABF opfordrer endnu flere andelsboligforeninger som A/B Storgården til at overveje, om der kan benyttes genbrugsmateriale i stedet for at købe nyt. Det skal Choose Reuse-projektet understøtte, også for de mindre foreninger.
− A/B Storgården har fået en hjælpende hånd fra kommunen til et meget omfattende projekt. Men mindre kan også gøre det! Vi har hørt fra flere foreninger, som har oplevet at måtte opgive brug af genbrugsmaterialer, selvom de havde et ønske om det. Vi er dog usikre på, hvad det skyldes, og om der er grunde, der går igen. Derfor håber vi, at alle foreninger uanset størrelse og geografi med lyst til genbrug af byggematerialer tager fat i ABF og fortæller om deres erfaringer, opfordrer underdirektør Isaac Abella Appelquist og fortsætter:
− De erfaringer vil ABF bringe ind i Choose Reuse-projektet, og på den måde kan landets andelsboliger være med til at sætte spot på forhindringer, som måske i sidste ende kræver politisk handling for at kunne gøre det muligt for flere at bruge grundbrugsmaterialer i bæredygtige renoveringer.
Tilbage i den københavnske forening er de også rigtig glade for deres skur til motorcykler og til opbevaring for viceværten. Det er bygget af spild- og genbrugstræ med en restlevetid på 30-50 år, som kræver minimal vedligeholdelse og er indrettet med genanvendte lamper med nye LED-lyskilder, men det vigtigste er ifølge Christian Larsen:
− Vi har mange flere andelshavere som bruger gården og fællesrummene nu, både børn og voksne, og dét har styrket fællesskabet i foreningen.