
ABF styrker sin EU-indsats
Europa står midt i en boligkrise, der skal løses, og gerne med den danske andelsboligmodel som løftestang. Samtidigt bliver dansk boligpolitik i stigende grad formet i Bruxelles, og det er årsagen til, at ABF er blevet medlem af den europæiske interesseorganisation Housing Europe.
EU-kommissionsformand Ursula Von der Leyen skrev historie, da hun i 2024 udnævnte tidligere klimaminister Dan Jørgensen (S) til EU’s første boligkommissær.
Udnævnelsen blev udløst af en galopperende europæisk boligkrise, som holder et stigende antal unge og børnefamilier ude af de større byer og skaber et stigende pres på de få betalbare boliger, som er tilbage rundt om i det europæiske hovedstæder – noget som også ses i København.
For at forstå den europæiske boligkrise dykker vi kort ned i EU’s boligstatistik, inden vi sætter fokus på ABF’s medlemskab af Housing Europe.
Kun Grækenland slår Danmark
Helt konkret har EU defineret en betalbar bolig, som en bolig, hvis boligudgifter udgør under 40 procent af en husstands disponible indkomst. I 2023 kunne 10,6 procent af EU’s borgere sige ja til, at deres boligudgifter oversteg 40 procent og at de dermed boede i en dyr bolig, som ”åd” en stor del af deres indkomst.
I Danmark var det tal et af de højeste i EU, nemlig 23,3 procent og i øvrigt kun overgået af Grækenland, ifølge tal fra Eurostat - EU’s officielle statistikkontor.
Samtidigt er boligpriserne på tværs af EU i gennemsnit steget med 48,1% i perioden fra 2010 til 2023. Her ligger vi Danmark lidt lavere med en stigning på 37,1%.
Cirka en tredjedel af EU’s borgere bor til leje, og har i samme periode oplevet, at den gennemsnitlige husleje på tværs af EU er steget med 22 procent.
ABF er blevet kontaktet af flere interessenter fra andre europæiske lande, og samtidig oplever ABF også selv et pres på andelsboligformen ift. at være med til at levere løsninger. Det har fået ABF’s hovedbestyrelse til at rette blikket mod Bruxelles:
Grafikken viser, at Danmark har den næsthøjeste boligbyrde i EU, kun overgået af Grækenland, ifølge tal fra Eurostat.
Link til rapporten
− ABF ønsker at bidrage til løsninger på den europæiske og ikke mindst den danske boligkrise, og løsningen er blandt andet flere andelsboliger. I Danmark bliver der ikke bygget nye andelsboliger og slet ikke i København, hvor der faktisk bliver færre andelsboliger. Manglen på andelsboliger skyldes blandt andet høje finansieringskrav og stigende byggeomkostninger, to strukturelle barrierer, som vi forhåbentligt kan bekæmpe i samspil med vores nye kolleger i Housing Europe og med Bruxelles, fortæller Hans Erik Lund, forperson for ABF.
Kommissionsformand er medspiller
Boligkrisen i storbyerne skyldes som nævnt flere faktorer, men især det, at boliger ses som investeringsobjekter, har været med til at presse priserne op.
Kampen for flere betalbare boliger er derfor blevet et fælles emne, og europæiske organisationer, der arbejder for alternative boligformer til privat udlejning og private ejerboliger, har fået en stærk allieret i EU-kommissionsformand Ursula Von der Leyen.
Med udnævnelsen af Dan Jørgensen som boligkommissær satte hun tempoet op for en løsning af den europæiske boligkrise og adresserede problemet således:
− Kriserne i de seneste år har haft en direkte indvirkning på mange europæeres livskvalitet. Dette mærkes i høj grad, når det drejer sig om boliger, da millioner af unge og familier i hele Europa kæmper for at finde økonomisk overkommelige boliger. Vi er nødt til hurtigst muligt at tage fat på dette problem ved at støtte medlemsstaterne i at håndtere strukturelle drivkræfter og frigøre offentlige og private investeringer i økonomisk overkommelige og bæredygtige boliger.
Politikere i Bruxelles kridter altså banen op til at finde løsninger, og her er organisationen Housing Europe en aktiv medspiller - nu med ABF ombord.
Blikket rettet mod Bruxelles
På Christiansborg holder de også øje med de boligpolitiske udmeldinger fra Bruxelles. Her arbejder regeringen på et boligpolitisk udspil, som muligvis bliver lanceret efter sommerferien.
Et tættere parløb mellem den nationale og den europæiske boligpolitik ser Hans Erik Lund kan styrke mange af de dagsordener, som ABF allerede arbejder med.
− Medlemskabet af Housing Europe giver ABF adgang til politiske fora, hvor den europæiske boligpolitik formes, og samtidigt træder vi ind i et internationalt netværk, som kan inspirere os til at tænke i nye baner indenfor andelsboligområdet, fx ift. finansiering af nybyggeri/stiftelser, lån til renovering, grøn omstilling m.m. Inspiration som vi kan tage med videre i den løbende nationale dialog, som vi har med boligordførerne fra de forskellige politiske partier på Christiansborg og i vores eget politiske bagland, siger han og fortsætter:
ABF's underdirektør Isaac Abella Appelquist og ABF's landsforperson Hans Erik Lund deltog I Housing Europes generalforsamling i Dublin.
− Housing Europe repræsenterer mere end 40 forskellige europæiske boligorganisationer fra 31 lande. Allerede nu er der stor interesse for den danske andelsboligmodel fra europæiske søsterorganisationer, som ser den danske andelsboligmodel med maksimalpris ved lov, demokratisk styre og økonomisk ansvar i fællesskab, som en mulig løsning på deres boligudfordringer - og ABF bidrager gerne med sin viden, siger Hans Erik Lund.