Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Fra bagtrapper til elevatorer

Elevatorer i stedet for snævre køkkentrapper har gjort vejen op til lejlighederne og tagterrassen til en smal sag for andels­haverne i A/B Classensgade/Liepkesgade på Østerbro.

DEL ARTIKEL


Det hele begyndte med en reklame i et magasin.
Det var bestyrelsesmedlem og kasserer Hans Jørgen Thomsens bonusdatter, der først kom på ideen. Hun havde set, at man kunne få elevatorer installeret i stedet for de gamle køkkentrapper. Og nu hvor foreningen alligevel skulle have altaner sat op, hvorfor så ikke også gøre noget ved tilgængeligheden i ejendommen? Og den idé var Hans Jørgen Thomsen straks frisk på at forfølge.

I dag er de tre gamle køkkentrapper forvandlet til moderne elevatorer, der hurtigt kan transportere andelshaverne fra gården til de øverste lejligheder på fjerde sal på under et kvart minut uden åndenød og ophold undervejs.

Stort flertal stemte for
Nemt er det blevet for de godt 60 beboere, der nu har meget mere glæde af foreningens helt store udendørsattraktion – tagterrassen, som blev etableret i 2005 og ligger i sjette etages højde.

Med fantastisk udsigt over byens tage mødes andelshaverne til udehygge og spisning rundt omkring på den 149 m2 store terrasse, der er indrettet med små hyggekroge, fælles grill, vask og køleskab.

− Det har givet os alle en meget lettere hverdag, at elevatorerne er etableret. Uanset om du skal have dagligvarer eller en klapvogn med et sovende barn med op i højden, så er det hele blevet meget nemmere, fortæller Hans Jørgen Thomsen.

Han har som bestyrelsesmedlem haft tilsynet med hele byggeprocessen fra start til slut sammen med foreningens rådgiver og elevatorfirmaet Botved.

Processen med nye altaner og elevatorer tog sin spæde begyndelse i 2015 med en generalforsamlingsbeslutning og byggeansøgninger til kommunen.
Arbejdet med både elevatorer og altaner begyndte i 2018 og blev endelig afsluttet i 2020.

Hans Jørgen Thomsen fortæller, at mere end 2/3 af andelshaverne stemte for, da projektet med elevatorerne blev fremlagt på generalforsamlingen.

Meget nemmere i hverdagen
Sofie Birkkjær Vingborg er en af de mange andelshavere, der har stor nytte af de nye elevatorer. Hun har selv boet i en af lejlighederne i kælderplan og kender derfor turen op ad trapperne til sjette sal alt for godt. Nu er hun flyttet på fjerde sal med sin kæreste, og siden hen er der kommet en datter på to år til, og snart er der en familieforøgelse på vej. Derfor bruger hun dagligt elevatoren i gården, når der skal fragtes tasker, klapvogn, legetøj, barn og indkøbsposer op i lejligheden.

− Det er klart blevet nemmere, efter vi har fået elevator. Vi bruger den virkelig meget hver dag. Jeg tror slet ikke, at vi kunne blive boende på fjerde sal med et lille barn, hvis ben går i stykker på vej op ad trappen, og en lille ny på vej, hvis vi skulle gå op ad trapperne flere gange dagligt,” forklarer Sofie Birkkjær Vingborg.

Prisen for hele elevatorprojektet endte på 7,5 millioner kroner. Projektet er finansieret som et realkreditlån, og for den enkelte andelshaver har de nye elevatorer betydet en forhøjelse af boligafgiften på 6 kr. pr. m2.

I forbindelse med etableringen af de tre elevatorer har andelsboligforeningen skullet sikre to nødudgange fra tagterrassen for at overholde loven. Derfor har man bygget to trappetårne i forlængelse af hovedtrapperne med sprinkleranlæg og branddøre. I gården har man ligeledes gravet to nye kældernedgange, fordi elevatorerne ikke kører længere ned end til gårdniveau.

Inspiration for andre foreninger
Nyheden om den lille andelsboligforening på Østerbro, der har fået elevatorer i baggården, er da heller ikke gået ubemærket hen. Hans Jørgen Thomsen har haft flere rundvisninger, hvor nysgerrige bestyrelsesdelegationer udefra er kommet for at hente inspiration.

− Jeg vil tro, at jeg har vist fem-seks hold rundt, så interessen er der, og de fleste kan jo hurtigt se fordelene – både i forhold til den øgede tilgængelighed, når man skal op i højden, men også hvis man har en fælles tagterrasse.

Elevatoren hjælper småbørnsforældre som Sofie Birkkjær Vingborg med både børn og indkøb.
Hans Jørgen Thomsen slipper for trapperne op til 3. sal, når han har handlet ind.