Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Andelshavere sparer strøm med automatiske pumper

A/B Regnbueparken har fået nye klima-og energivenlige cirkulationspumper og ABF's Mød Eksperterne-arrangementer har fokus på økonomi og en veldrevet forening, hvis I drømmer om energirenoveringer.

DEL ARTIKEL

De 23 andelshavere i A/B Regnbueparken i Silkeborg slog adskillige fluer med et smæk, da de sidste år gik i gang med at udarbejde en vedligeholdelsesplan.

Blikket faldt på de manuelle cirkulations­pumper, som hver andelsbolig fik installeret i 2006, og som nye, teknologiske løsninger for længst havde overhalet. Med nye pumper kunne andelshaverne både spare penge på elregningen, skåne klimaet, bidrage til gen­brug og skabe arbejde til personer med nedsat arbejdsevne.

– En af andelshaverne, Ole Kristensen, har tidligere arbejdet på Grundfos, der blandt an­det fremstiller cirkulationspumper. Han udar­bejdede en udførlig beskrivelse af projektet og har været drivkraften bag at få det gennemført, forklarer andelsboligforeningsformand Henrik Magnussen.

Automatisk styring

Bestyrelsen fulgte Ole Kristensens anbefaling og hentede tre tilbud hjem fra lokale VVS-fir­maer. Det bedste og billigste kostede 77.846 kroner, som blev finansieret via den velpol­strede vedligeholdelseskonto.

Det tog VVS’erne to dage at udskifte cir­kulationspumperne i november 2023, og Ole Kristensens hustru, Inger, sørgede for at samle nøgler ind hos samtlige andelshavere, så hun kunne lukke håndværkerne ind i boligerne på betryggende vis.

De nye pumper styres automatisk og er kun aktive, når der er brug for det, modsat de gam­le, manuelle pumper, der havde en tendens til at være forkert indstillet og derfor brugte unødig meget strøm.

Ole Kristensen har regnet ud, at hver an­delsbolig nu sparer mellem 300 og 500 kWh om året, hvilket vil skåne klimaet for mellem 40 og 65 kilo CO2.

Afhængigt af elprisen kan hver husstand spare mellem 900 og 2.000 kroner om året på elregningen. Udgiften til pumperne er med andre ord hentet hjem igen i løbet af få år.

98 procent bliver genbrugt

Men ud over besparelserne i kroner og kilo var det sociale ansvar, der fulgte med installa­tionen af de nye cirkulationspumper, mindst lige så vigtigt for Regnbueparkens andelsha­vere.

– Vi stillede som krav til VVS-installatøren, at de gamle pumper skulle leveres tilbage til Grundfos, forklarer Henrik Magnussen.

Grundfos har en særlig Take Back-ordning, der sikrer, at op til 98 procent af materialerne i de gamle pumper genbruges. Virksomheden har en såkaldt Flex-afdeling, som beskæftiger personer, der af sociale eller helbredsmæssige årsager har nedsat arbejdsevne. Medarbejderne skiller de gamle pumper ad og sikrer på den måde, at de gamle dele kan genbruges.

– Da Ole i sin tid præsenterede sit oplæg for bestyrelsen, godkendte vi det med det samme, og netop det sociale ansvar, som løsningen kunne bidrage til, var meget vigtigt for os, siger Henrik Magnussen.

Ejerforening fik også nye pumper

A/B Regnbueparken har ti ejerboliger som nabo, som også har fået glæde af initiativet med at skifte de gamle pumper ud. Andelsbo­ligforeningen og ejerboligerne er samlet i en parcelforening, der ejer vejene i bebyggelsen.

På en fælles Facebook-side deler de informa­tioner om eksempelvis snerydning og anden vedligeholdelse af vejen, og desuden er begge enheder repræsenteret i en bestyrelse. Da det kom på tale at udskifte cirkulationspumperne i andelsboligforeningen, spurgte Inger Kristen­sen, der på det tidspunkt var Regnbueparkens repræsentant i parcelforeningen, om ejerboli­gerne kunne tænkes at koble sig på initiativet. Det ville de gerne, og på den måde kunne de nyde godt af samme fordelagtige tilbud, som andelsboligforeningen havde skaffet hos VVS-installatøren.

Endnu en flue fik på den måde et smæk, og Henrik Magnussen er ikke i tvivl om, hvem der har æren for det vellykke­de forløb.

– Det er helt klart Ole og Ingers fortjeneste, at vi overhovedet blev opmærksomme på de muligheder, der lå i at udskifte pumperne, siger Henrik Magnussen.

Vind prisen som Årets A/B 2024

A/B Regnbueparken deltog i ABF-konkurrencen Årets Andelsboligforening 2023 og jeres forening kan være med i kapløbet om ét års gratis medlemskab af ABF, 5.000 kroner og et vinderskilt, som kan monteres udendørs.

ABF giver prisen som Årets A/B 2024 til en forening, der har gennemført tiltag, som andre foreninger kan blive inspireret af. Det kan være alt fra etablering af orangeri til fælles børnehentning.
Der er med andre ord ikke et tema, som I skal ramme indenfor.

Her i sekretariatet bliver vi fx tit spurgt om vi kender til smarte skjulere til affaldscontainere eller funktionelle cykelstativer. Tøv derfor ikke med at melde jer, hvis I har knækket den nød.

Nu skal konkurrencen jo ikke gå op i køkkenaffald og cykelkaos, så alle indstillinger er i spil til til prisen som årets andelsboligforening, både de dyre og billige initiativer.

Det eneste krav er, at projektet er kommet i mål.

Indstil din forening til prisen som Årets A/B 2024 ved at sende en mail til: abf@abf-rep.dk

Skriv lidt om, hvad I har gennemført, som skal udløse årets pris.
I må gerne vedhæfte billeder, som illustrerer jeres forening eller jeres gennemførte projekt.

Deadline er den 25. november 2024.

Mød eksperterne -
veldrevet forening

En veldrevet forening er rar at bo i og attraktiv for nye andelshavere, når andelen skal sælges.

Der er mange faktorer udover et godt fællesskab i foreningen, der afgør det.

Det vil vi gerne hjælpe jer med og indbyder til en gratis aften med råd og vejledning.

Program:

Kl.: 16.00-16.10
Velkomst v/ABF & Nykredit i Kolding & Nordea i Aarhus

Kl.: 16.10-16.45
Firmapræsentation

Kl.: 16.45-17.20
”En sund og robust andelsboligforening” i Kolding & ” Udsigter for økonomien og de danske renter” i Aarhus

Kl.: 17.20-17.50
Pause

Kl.: 17.50-18.30
ABF's medlemsråd­givning

Kl.:18.30-20.00
Mulighed for personlig rådgivning og dialog med aftenens oplægsholdere og firmaer.