Andelsboliger skaber sammenhold og landsbystemning på Nørrebro
En række andelsboligforeninger har formået at samle et helt kvarter på Nørrebro i København. Udgangspunktet var en kvartersfest, men fællesskabet er vokset og har betydet en stor udvikling i området.
Vejret var perfekt, da mere end 500 mennesker midt i september lagde vejen forbi Guldbergs Plads på Nørrebro til den årlige fælles kvartersfest med loppemarked, underholdning, musik og fest.
- Det kan være meget forskelligt, men nu her var pladsen fyldt med børn, som blandt andet så trylleri, fortæller Rolf Eric Anithason fra A/B Refsnæsgaard I.
Endnu engang var han og flere af de andre andelsboligforeninger i området med til at stå for festen, som har været katalysator for at samle og udvikle kvarteret.
Selve festen er egentlig en 30 år gammel tradition, som fem almene AKB-boligblokke stod for, men for nogle år siden trådte andelsboligforeningerne så til og blev en del af festlighederne. Sammen fik man lavet en fælles forening - på andelsbasis naturligvis - som nu blandt andet står for den årlige fest.
- Det, at vi laver noget sammen, skaber mere liv og nærmest en form for landsbystemning. Vi mødes måske ikke på gaden og udveksler livshistorier - det kommer måske på et tidspunkt - men vi kender hinanden, og det bygger bro til en række nye tiltag i området, fortæller Rolf Eric Anithason.
Samler alle
For en ting er selve pladsfesten og gruppen, der står for den - de har efterhånden styr på at lave et godt arrangement for alle - men derudover har det også betydet en række andre tiltag i kvarteret.
En direkte udløber af fællesskabet er en gadefest på Fensmarksgade, som har kørt de sidste par somre, men der var også et andet samlende initiativ, som nogle af andelsboligforeningerne stod for forrige år. Her afholdt de nemlig et fælles julearrangement, hvor de ukrainske flygtninge, der var indkvarteret i De Gamles By, blev inviteret til gløgg, kakao og æbleskiver. Tanken var at få de nytilkomne til at føle sig som en del af kvarteret. Også det var en udløber af, at foreningerne i området havde lært hinanden bedre at kende.
- Det var et vellykket arrangement, og vi har også inviteret ukrainerne til de andre arrangementer, vi har holdt siden - også festen nu her på Guldbergs Plads. Det er mit indtryk, at der blev talt ukrainsk, og nogle af dem var med, men der er noget udskiftning, så det kan være svært at sige, siger Rolf Eric Anithason.
Han påpeger dog, at tanken er, at man gerne vil samle alle i kvarteret og at netop ved at inddrage eksempelvis de tilkomne ukrainere, så byder de også fra lokal side ind med løsninger på nogle af de udfordringer, der er i samfundet.
Biodiversitetsbidrag
Men der er mere. For netop fordi de er kommet tættere på hinanden i kvarteret, så mødes de også på kryds og tværs for at skabe forbedringer, udvikle idéer og skabe et større sammenhold.
Det nyeste skud på stammen her er en gruppe i kvarteret der har kigget på mulighederne for at skabe et grønnere Nørrebro og mere biodiversitet i området.
- Og jeg har faktisk lige fået at vide, at der er blevet givet 600.000 kroner fra Nordea til et projekt, der skal forbedre biodiversiteten her i området. Det er også noget, der er opstået i kølvandet på de kontakter, vi har fået med hinanden. Forbindelserne mellem foreningerne er ”tøet op”, og så er der nogen, der går sammen om at finde løsninger, siger Rolf Eric Anithason.
Fællesskab for flere
Biodiversitetsprojektet er noget, vi fra ABF’s side nok skal fortælle om en anden gang, når vi ved mere, men det udgangspunkt, som har startet udviklingen på Nørrebro, kan vi godt fortælle mere om nu. For måske er det noget, I kan bruge andre steder, hvor man gerne vil have mere fællesskab.
Således var det pladsfesten, som var begyndelsen på det hele, da et par af andelsboligforeningerne talte med den almene boligforening, der hidtil havde stået for festen.
Her bød man ind med hjælp og arbejdskraft, inden det hele blev formaliseret i en fælles forening. Foreningen er lavet så hver karré - på tværs af andelsboliger og lejeboliger - har en repræsentant i planlægningsgruppen. Her giver alle et økonomisk bidrag - i det her tilfælde ca. 5.000 kr. fra hver forening - ligesom de stiller med arbejdskraft.
Fordi de nu har holdt festen en del gange, så ved de også, hvad der skal gøres, så der er styr på det.
Derudover samarbejder planlægningsgruppen også med de lokale forretninger, og det betød eksempelvis i år, at bageren sponsorerede brød og dej, så der kunne laves romkugler.
Nørrebros lokaludvalg gav også et bidrag til festen, ligesom dem der optrådte, gjorde det frivilligt.
- Både musik og underholdning var lokale, der gjorde det frivilligt, men de fik så et gavekort som tak. Vi prøver at have et ikke for fyldt program - der skal ikke være noget hele tiden - men det giver en rigtig god stemning med musik og underholdning som en del af festen, slutter Rolf Eric Anithason.