Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Bødekasse betaler for ny boldbane i A/B Borups Plads

Renoveringen af en nedslidt boldbane er blevet betalt af andelshavere, der ikke dukker op til foreningens arbejdsweekender. Få inspiration til jeres gård på ABF's Mød Eksperterne om gårdrenovering 16. maj i København.

DEL ARTIKEL

At give andelshaverne og deres børn de bedste rammer til sport og bevægelse behøver hverken at være besværligt rent foreningsteknisk eller en dyr affære. Det er A/B Borups Plads på Nørrebro i København et godt eksempel på. Her har foreningen nemlig fået opgraderet deres gamle nedslidte boldbane til en helt ny udgave, hvor underlaget er lavet af gummi, basketkurvene er skinnende nye, og stregerne lever op til, hvordan en rigtig basketbane skal være.

– Den oprindelige boldbane havde været her, siden gårdanlægget blev etableret i 2000. Men den havde bestemt set bedre dage. Asfaltunderlaget var slidt og krakeleret, opstregningen udvisket, og de gamle basketkurve var skæve. Så nu har vi fået gummibelagt det hele med farvekontraster og streger, der følger de officielle mål for en basketballbane. Vi har også sat nye kurve med dunkebeslag og nye bagplader op – dels en i hver ende af banen, og dels en hæve-sænke-kurv i midten, så mindre børn også kan være med, fortæller medlem af bestyrelsen hos A/B Borups Plads Emil Linnet.

Vigtigt at optimere udearealer

Den nyrenoverede boldbane er en del af en overordnet strategi i foreningen om løbende at optimere udearealerne.

– Generelt synes vi som forening, at det er vigtigt, at udearealerne bliver optimeret. Vi har derfor nogenlunde systematisk prøvet at gennemgå gården og set på, hvor vi ideelt set har kunnet optimere. Vi har i den forbindelse kunnet se, at der var en stor interesse for at bruge boldbanen til al mulig slags sportsudøvelse. Den bliver brugt både af børn til boldspil og af voksne, der også spiller basketball i hallerne, eller fx til TRX (en særlig form for styrketræning, red.). Men som sagt var banen lidt træt og trængte til en opgradering, forklarer Emil Linnet.

Det er dog bestemt ikke kun boldbanen, som gennem de senere år har fået sig en opgradering. Det gælder også for mange af de andre udearealer hos A/B Borups Plads.

– Vi har også i løbet af de senere år fået plantekasser, et bordtennisbord, et drivhus og sågar givet vores andedam nyt liv med fisk og ny pumpe. Vi er meget bevidste om, at det er gården, der er vores fælles område, hvor vi kommer hinanden ved i andelsboligforeningen. Så hvis der er noget initiativ blandt beboerne, er vi i bestyrelsen glade for at hjælpe med, at det også kan lade sig gøre i praksis, siger Emil Linnet.

Etableret uden lån

Renoveringen af boldbanen hos A/B Borups Plads har kostet ca. 170.000 kroner.

Finansieringen er dog sket, uden at bestyrelsen har skullet søge om ekstra penge hos andelshaverne på generalforsamlingen, ligesom man heller ikke har skullet låne penge til projektet. Hos andelsforeningen på Nørrebro har man nemlig en særlig måde at finansiere forbedringer af gården på:

– Helt lavpraktisk har vi brugt det budget, vi årligt akkumulerer, hvis folk ikke deltager i arbejdsweekender. Vi er en ret stor forening med over 200 lejligheder, og årligt ryger der 600 kroner per andel i en fælles pulje, hvis en andelshaver ikke deltager. Opkrævningen er vedtaget på en generalforsamling. Det er penge, som skal bruges til at forny gårdmiljøet med. Det er de penge, vi har brugt til blandt andet gummibelægning og nye kurve. Vi havde simpelthen penge nok i kassen til det, forklarer Emil Linnet.

Basketbane lavet af basketballspillere

Selvom det økonomisk set ikke har været en byrde at etablere den nye boldbane, har det stadig krævet en del arbejde:

– Det krævede en del research for os i bestyrelsen. Jeg har en del kontakter i basketballmiljøet i København, og her forhørte jeg mig om, hvem der ideelt set kunne lave det her godt. Her fik vi kontakt til et firma, der hedder HoopSolutions, der har lavet en del for Københavns Kommune og også for nogle skoler på Frederiksberg. De er tilknyttet nogle af basketholdene i København, så de har en masse viden om opstregning, kurve, plader og så videre. De har simpelthen startet en virksomhed, hvor de sørger for, at basketballbaner lever op til de krav, basketballspillere stiller.

Og det har været en god kontakt, vurderer Emil Linnet, der opfordrer andre til også at få fat i en entreprenør med forstand på både boldbaner og boldspil.

Se video fra A/B Borup Plads