Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Hjælp dine børn - lån dem pengene til en andelslejlighed

Det er kun få andelsboligforeninger, der tillader forældrekøb, men forældrefinansiering kan være en god måde at hjælpe dine børn til at købe en andelsbolig i studiebyen.

DEL ARTIKEL


Sommeren går på hæld, og rigtig mange unge skal snart til at begynde på nye uddannelser i de store byer. Her er det rart med et sted at bo, og en andelslejlighed kan være den perfekte studiehybel.

Men når andelslejligheden skal købes, og forældrene træder til, så skal man lige være opmærksom, for man kan ikke bare lige lave et forældrekøb, som man kan med en ejerlejlighed.

ABF’s standardvedtægter - og langt de fleste foreningers vedtægter - giver nemlig ikke mulighed for forældrekøb. Der er nemlig bopælspligt i en andelsbolig, så andelshaveren er forpligtet til selv at bo i andelsboligen, medmindre personen er fraværende af særlige grunde som f.eks. udstationering, sygdom og lign. i en kortere periode på typisk op til to år.

Nogle andelsboligforeninger har dog indført en passus i deres vedtægter, hvor man tillader forældrekøb, men det er ganske få steder, hvor det er muligt, og ABF anbefaler ikke, at man gør dette.

I stedet anbefaler ABF, at man bruger ”forældrefinansiering”, hvis man vil hjælpe sine børn ind på boligmarkedet.

- Forældrene vil ikke modtage lejebetaling fra barnet, men bliver til gengæld heller ikke beskattet af lejeindtægten, som ville have været situationen ved et forældrekøb. Hvis forældrene har optaget lån for at låne pengene videre vil deres barn/børn, vil det være forældrene, der afholder udgifterne til lånet, men også dem, som får det fulde skattefradrag for lånet, fortæller Jan Hansen, direktør i ABF.

Forældrene vil nemlig ofte kunne låne penge billigere end den unge andelsboligkøber, enten med sikkerhed i eget hus eller på basis af egen økonomi. Pengene kan derefter lånes videre til barnet på favorable vilkår – fx via et rente- og afdragsfrit lån.

På den måde er det barnet, der er andelshaver og dermed har ansvaret for boligen og for at være en del af andelsboligforeningens fællesskab.

Du kan læse mere om både forældrefinansiering og forældrekøb her på vores hjemmeside