Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Andelsboliger og regler for Airbnb-udlejning

Du skal være ekstra opmærksom, hvis du overvejer at leje din andelsbolig ud i ferien. Det er nemlig ganske få foreninger, hvor det er tilladt, og du kan selv være ansvarlig, hvis der opstår problemer.

DEL ARTIKEL

 

Når du nu alligevel skal ud at rejse her i sommerferien, så overvejer du måske, om du ikke kan tjene en lille mønt på at leje din andelsbolig ud til nogen, der gerne vil feriere her.

Her skal du dog være opmærksom på, at det faktisk er de færreste foreninger der tillader kortidsudlejning, og hvis de gør, så kan du risikere selv at skulle bære ansvaret, hvis dem du lejer ud til skaber problemer.

Tjek vedtægter og tænk på fællesskabet
Dem der lejer en bolig i kort tid, har således ikke altid samme ansvarsfølelse som ejendommens faste beboere. Det kan også skabe utryghed i en ejendom, at der er en øget trafik af personer, ligesom der kan være et øget slid på fællesarealer og fællesfaciliteter.
Hvis du ender med at udleje, er det derfor klogt at orientere naboerne.

Inden du kaster dig ud i en sommerferieudlejning af andelsboligen, som eksempelvis Airbnb, er du under alle omstændigheder først nødt til at orientere dig i foreningens vedtægter og lokal lovgivning.

Udlejningen som foregår via annoncering på internettet via eksempelvis Airbnb, og hvor boligen udlejes for en enkelt dag, en weekend eller flere dage, er i de fleste andelsboligforeninger ikke omfattet af fremlejebestemmelsen i vedtægterne, da fremleje dels kræver gyldig fremlejegrund og dels har en længere varighed. 

Flere kommuner har også sat loft over hvor mange dage en bolig må udlejes, men den enkelte forening kan godt have strammere regler end det kommunen tillader.

Hvis der ikke står noget i vedtægterne nu, så har ABF her på hjemmesiden et eksempel på hvordan det kan skrives ind i vedtægterne, ligesom der er samlet mere information om udlejning gennem tjenester som eksempelvis Airbnb.

Du kan også læse mere om andelsboliger og Airbnb i ABF-håndbogen.

FAKTA:
Udlejning i ferien

  • Det skal stå i andelsboligforeningens vedtægter, hvis kortidsudlejning er tilladt.
  • ABF har lavet en alternativ bestemmelse, som kan indsættes i foreningens vedtægter. Bestemmelsen lægger op til at andelshavere maksimalt kan kortidsudleje deres bolig i tre uger om året.
  • Lovmæssigt kan man dog i den enkelte kommune beslutte at tillade op til 100 dages korttidsudlejning om året, hvis det sker gennem et bureau, der indberetter til SKAT (som Airbnb). Benyttes der derimod ikke et bureau, er loftet 30 dage.
  • Indenfor disse rammer, er det dog fortsat op til den enkelte andelsboligforening at fastsætte egne regler i vedtægterne.