Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Nye retningslinjer for københavnske altanbyggerier nu en realitet

Bor du i andel i København, er det værd at vide, at det nu igen er muligt at ansøge om byggeri af altan eller tagbolig. Det sker som følge af, at kommunen har revideret den kritiserede ansøgningsprocedure for altaner og tagboliger.

DEL ARTIKEL

 

Teknik- og Miljøforvaltningen er klar med et udkast til nye retningslinjer for altaner i København. Det sker som følge af en voldsom kritik af Københavns Kommune i kølvandet på det nye sæt retningslinjer for altaner og tagterrasser, der trådte i kraft den 1. november 2015. 

Stik modsat kommunens hensigt om at gøre det muligt for københavnerne at få lavet større og flere altaner, viste det sig at være en meget vanskelig procedure. Reglerne var svære at forstå og medførte afslag for de fleste ansøgninger om nye altaner. 

Men Københavns Kommune skriver nu på deres hjemmeside, at retningslinjerne er blevet revideret og at ”… det er vores forventning, at vi kan igangsætte sagsbehandlingen i henhold til de nye retningslinjer den 23. februar”.  

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen i kommunen, der på et møde med politikerne i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 22. februar 2016 har anbefalet de nye regler.

For at imødekomme politikernes ønske om mere overskuelige regler anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at der indføres standarddybder og -længder på altaner i København. Dermed vil det ikke længere være den meget omdiskuterede lysberegner, der bruges i sagsbehandlingen. Hvor dyb en altan kan blive, vil afhænge af afstanden til nærmeste bygning, om altanerne etableres til gården eller gaden og ved etablering til gaden også højden på bygningen. Der vil med de nye retningslinjer blive givet tilladelse til altaner på mellem 70 og 150 centimeter. Længden vil afhænge af antallet af vinduer i de underliggende lejligheder.

ABF-håndbogen

En håndbog for private andelsboligforeninger om juridiske, tekniske og økonomiske emner.

AKTIVITETER

Se vores aktivitetskalender for hele landet.