Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboligen er løsningen

Leder, ABFnyt nr. 3, september 2025

Jeg har længe været optaget af, hvordan vi skaber et mere retfærdigt boligmarked. Et marked, hvor unge ikke skal have rige forældre for at få en bolig, og hvor fællesskab og ansvar går hånd i hånd med økonomisk bæredygtighed. Derfor glæder det mig, at den danske andelsboligmodel vækker stor interesse udenfor landets grænser, fra politikerne i Bruxelles til Færøerne.

Men samtidig gør det mig bekymret. For mens europæiske politikere og boligsøgende ser mod Danmark for inspiration, og ABF bliver inviteret til Thorshavn for at hjælpe til med at ud­vikle deres egen andelsmodel, så står vi herhjemme med et boligmarked, der i stigende grad lukker unge ude, og hvor andelsboliger fylder meget lidt i politikernes bevidsthed.

Jesper Jørgensens historie er des­værre ikke enestående. Som stude­rende kan det være yderst vanskeligt at få lån i banken – selv med udsigt til et godt job. I stedet måtte han låne 800.000 kroner af sine forældre for at købe en andelsbolig. En løsning, der virker for dem, som har en rig onkel med økonomisk bagland, men som samtidig skaber et boligmarked, hvor adgang afhænger af privilegier.

Det er ikke sådan, det burde være. Andelsboligen er tænkt som et alter­nativ, hvor man kan blive medejer og få adgang til boligmarkedet uden at skulle kunne komme med en stor opsparing eller formue. Men hvis vi ikke får ændret de stramme finansie­ringskrav, risikerer vi, at andelsboli­gen mister sin rolle som indgang til boligmarkedet for førstegangskøbere.

ABF’s arbejde i Housing Europe og på Færøerne viser, at andelsboligen har potentiale – også som politisk løf­testang. Men det kræver, at vi tør tage debatten herhjemme. Vi skal bygge flere andelsboliger, og vi skal sikre, at unge kan finansiere dem uden at være afhængige af deres forældres penge­pung.

Boligmarkedet må ikke være en lukket klub. Vi har en af løsningerne. Nu skal vi bare turde bruge den.

Hans Erik Lund, landsforperson

 

 

Log ind kun for medlemmer

Læs medlemsbladet ABFnyt nr. 3 september 2025 KBH og DK.

Et medlemskab koster kun 242 kr. pr. andel pr. år.

Meld jer ind i ABF