Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Varmepumper giver store besparelser i A/B Solbærvænget

Opsparing i A/B Solbærvænget har gjort det muligt for andelshaverne at udskifte de gamle naturgasfyr til energivenlige luft til vand-varmepumper. Hør mere om varmepumper på forårets Mød Eksperterne-arrangementer.

DEL ARTIKEL

Det tog ikke meget mere end en lille måned, så havde alle de 16 boliger i A/B Solbærvæn­get i Store Heddinge fået skiftet de gamle, næsten udtjente naturgasfyr til nye luft til vand-varmepumper. Forinden havde en nem beslutningsproces banet vejen for foreningen, som har følt sig godt hjulpet af deres faste varmeserviceleverandør.

Rækkehusene i A/B Solbærvænget er opført i 2004, og allerede dengang besluttede man at lægge penge til side til udskiftning af gasfyre­ne, når de en dag ikke kunne mere.

Den beslutning har siden vist sig at være klog, for det har gjort det både nemt og enkelt for andelshaverne at træffe beslutningen om overgangen til en billigere, energivenlig løsning.

− Vores gasfyr kunne sikkert klare fem år mere, inden de var helt udtjente, men med de usikre gaspriser, der har været, så var ønsket stort for at få dem skiftet ud med en anden energikilde, fortæller formand Sonja Bjørne­boe.

− Da prisen var allerværst, betalte vi om­kring 35.000 kroner for varme i vores hus ale­ne. Det var helt vildt, forklarer Sonja Bjørne­boe, der bor i en 90 m2 stor bolig. Normalt lå varmeudgifterne omkring 15.000 kroner årligt hos Sonja og hendes mand.

Og netop de voldsomme prisstigninger på naturgas i 2022 gjorde beslutningen ligetil for andelshaverne i A/B Solbærvænget.

Andelshaverne havde selv opsparet lidt over en million kroner hen over de godt 20 år, foreningen har eksisteret.

De resterende mid­ler er finansieret via et 30-årigt realkreditlån i banken. Det betyder, at hele udskiftningen af varmekilde er sket, uden at andelshaverne skal betale mere i boligafgift.

Foreningen har indgået en serviceaftale med leverandøren, som løber for et år ad gangen. Med aftalen er alle andelshavere dækket ind døgnet rundt, og der er et årligt eftersyn af anlæggene.

Aftalen koster ca. 300 kroner om måneden pr. husstand og betales via boligaf­giften.

Ingen tilskud
Ifølge Sonja Bjørneboe opgav A/B Solbærvæn­get at få tilskud fra bygningsrenoveringspuljen forud for projektet:

− Der var dengang meget papirarbejde, der skulle ordnes, og jeg synes det var en tung proces. Derudover tog jeg en fridag for at komme i kø via hjemmesiden og kom aldrig igennem.

Heldigvis er processen sidenhen blevet forenklet, så det i dag er blevet langt nemmere at søge midler.

Om varmepumper:

En luft til vand-varmepumpe udnytter varmeenergien i luften til at opvarme rum og brugsvand og er en økonomisk fordelagtig erstatning for olie- og gasfyr.

Den er en effektiv og miljøvenlig løsning, der kan reducere varmeudgifterne markant. For optimal drift kræver den en velisoleret bolig.

Udedelen kan afgive støj, hvilket gør placeringen vigtig.

Husk, at I kan søge om tilskud via Varmepumpepuljen.

Selvom andelshaverne ikke har fået offent­lige tilskud, er man alligevel lykkedes med at gennemføre projektet uden økonomiske udfordringer for den enkelte.

− Vi har en rigtig sund økonomi og meget få fællesudgifter, fortæller Sonja Bjørneboe. Derfor kan andelshaverne fortsætte med den faste boligafgift, som dermed betaler lånet og sikrer, at der også i de kommende år er luft i budgettet til udgifterne.

Lykkelige andelshavere
Når andelshaverne ser tilbage på hele pro­cessen, er de enige om, at det har været et overkommeligt og nemt projekt.

− De var virkelig gode til at informere os om, hvad der skulle ske hvornår, og det hele er gået meget hurtigt og nemt, lyder det fra Lise Panduro, der er næstformand i A/B Solbær­vænget. Det synspunkt får også klar opbakning fra bestyrelsesmedlem Christa Zabel.

På spørgsmålet om, hvad de øvrige andelshavere tænker om skiftet til luft til vand- var­mepumper, lyder svaret næsten samstemmen­de fra kvinderne:
− De er lykkelige. Vi har intet negativt hørt.

Både Sonja Bjørneboe, Lise Panduro og Christa Zabel kan mærke en tydelig besparel­se på varmeudgiften. Hvor de kolde måneder tidligere nemt kostede 1.500-2.000 kroner, er udgiften nu nede på omkring 500-600 kroner om måneden i gennemsnit.

Mød Eksperterne i Kolding
Fjernvarme, varmepumpe eller jordvarme? 

Vi har samlet en række eksperter, der kan vejlede jer omkring alle tre opvarmningsformer: fjernvarme, varmepumpe og jordvarme. 

ABF’s rådgivning er også på plads med oplæg og orientering om eventuelle tilskudsmuligheder samt individuel rådgivning til jeres forening. 

Program:

16:00 - 16:10 
Velkomst ved ABF og Nykredit 

16:10 - 16:40 
Introduktion af eksperter 

16:40 - 17:00 
Oplæg ved underdirektør i Nykredit Søren Brynningsen 

17:00 - 18:00 
Individuel rådgivning 

18:00 - 18:20 
Spisning 

18:20 - 19:40 
Individuel rådgivning 

19:30 - 20:00 
Oplæg ved ABF’s medlemsrådgivning 

20:00 
Tak for i dag