Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Nyt ABF-kursus: Udvidet overdragelse

Overdragelseskurser hitter hos medlemmerne. Derfor udbyder ABF ”Udvidet overdragelse” med fokus på beregning af maksimalprisen, kreditorer og nøgleoplysninger.

DEL ARTIKEL

ABF’s medlemsrådgivning udbyder i 2025 kurset ”Udvidet overdragelse” som opfølgning på sidste års meget populære emne ”Overdragelse”, som udløste både ventelister og ekstra kur­ser i flere byer.

Hvor kurset ”Overdragelse” er en generel introduktion til processen fra start til slut ved overdragelse af andels­boliger, er der på ”Udvidet overdragel­se” mere plads til at dykke ned i, hvor­dan prisen for andelsboligen gøres op, udfyldelse af nøgleoplysningsskemaer, og hvordan bestyrelsen skal forholde sig, når pengene skal afregnes.

− Det opfølgende kursus kommer især rundt om prisfastsættelse og afregning. Hvordan værdiansætter man fx et tre år gammelt køkken eller løsøre i form af en ældre vaskemaskine, og skal sælger have nedslag i prisen for et nedslidt gulv? Med andre ord, opgørelsen af maksimalprisen. Derudover får vi ofte spørgsmål om, hvornår bestyrelsen kan ”frigive” salgssummen til sælger, og skal og bør man holde et beløb tilbage til skjulte fejl og mangler. Klassiske hovedbrud, som vi går i dybden med på vores tretimerskursus, fortæller ABF-ju­rist Hanne Pedersen, som underviser på “Udvidet overdragelse”.

Husk lovgivningen
Overdragelse er ikke kun en intern affære. Der kan være pengeinstitutter, som står og tripper for at få deres lån tilbagebetalt, og så er der de lovpligtige nøgleoplysninger, som bestyrelsen også skal håndtere. Derfor handler ”Udvi­det overdragelse” også om de eksterne aktører, forklarer Hanne Pedersen:

− På kurset kommer medlemsrådgiv­ningen igennem håndtering af gæld i boligen og ikke mindst prioriterings­rækkefølgen, når pengene skal udbe­tales. Måske skylder sælger penge til både bank og forening, og hvem har så fortrinsret? Dertil kommer de lovpligti­ge nøgleoplysningsskemaer, som er en del af overdragelsesprocessen. Hvilke oplysninger skal med, og hvor ofte skal data opdateres. Den del kommer vi også rundt om.

Udvidet overdragelse er i øvrigt et supplement til kurset ”Overdragelse”. Det er dog ikke en forudsætning, at man har deltaget i ”Overdragelse” for at kunne følge med i den udvidede version.

På kurset vil der også være et indlæg fra Nordea (Holstebro, Hillerød og Ran­ders), Danske Bank/Realkredit Danmark (Vejle, Rønne, Odense og Næstved) og Arbejdernes Landsbank (Aalborg) om andelsboliglån i forbindelse med en købers finansiering af andelsboligen