Mona var med til at stifte ABF – der var brug for hjælp
Der var brug for støtte og kurser til bestyrelserne i andelsboligforeningerne - og det er der sådan set stadig, mener Mona Tikkanen, der bor i samme andelsbolig, som da hun var med til at stifte ABF i 1974.
- Dem der flytter ind nu, er ofte nogen der er ”på vej”. Det er studerende, og måske bliver de her med det første barn, men så rykker de videre, for lejlighederne er ikke så store. Til gengæld oplever jeg mange fædre, der er på barsel med deres børn - og det er dejligt at se. Man er mere lige med at tage slæbet i dag, smiler Mona Tikkanen.
Vi sidder oppe i lejligheden på tredje sal, midt på Amager, hvor hun flyttede ind med sin nyfødte søn i september 1962, kort efter ejendommen var blevet til andelsboligforening.
- Det var svært at få en bolig, men min mor gjorde rent for en advokat, som hjalp mig med at få lejligheden, fordi dem der boede her før, skulle have noget i stueplan et andet sted, siger hun.
Men inden vi går videre, så lad os lige få præsenteret Mona Tikkanen, der var medstifter af ABF og første kvindelige bestyrelsesmedlem i organisationen. Det var også Mona, der var pennefører ved den stiftende generalforsamling den 15. marts 1974, i en tid hvor det ellers mest var mænd, der gjorde sig i det med bestyrelsesarbejde.
- Men jeg har altid arbejdet sammen med mænd, og det har jeg det fint med. Jeg kalder en skovl for en skovl og en spade for en spade, siger hun og påpeger, at selv om hun havde travlt med fuldtidsjob som sekretær i industrien, og også boede alene med sin søn, så var det vigtigt for hende at være aktiv i foreningen.
- Der har jeg altid haft det sådan, at et demokratisk samfund, kræver aktive borgere. Så der gik heller ikke mere end to år fra jeg flyttede ind, til jeg gik ind i bestyrelsen her i min egen forening, siger Mona Tikkanen, der var en aktiv del af A/B Brydesgaards udvikling de næste mange år.
Behov
Hun var således formand for foreningen, med over 100 andele, da hun blev kontaktet af Erik Warn i 1973, med planerne om at starte en fællesorganisation.
- Mange af os, der var der i begyndelsen, havde Andelsbo som administrator, og kom ind i ABF derigennem. Det var mest foreninger i København, men vi prøvede at få kontakt til foreninger i resten af landet - naturligvis i Aarhus - men også andre byer, siger hun.
Baggrunden for at Mona og A/B Brydesgaard gik med i stiftelsen af ABF var blandt andet udfordringer med et lovforslag om at der skulle stilles en bolig til rådighed for afgående viceværter i foreningerne, men det var også en anden ting, der drev Monas engagement.
- Vi var alle sammen formænd for vores foreninger og var vant til budgetter og lignende. Men det er svært for almindelige mennesker at sidde i en bestyrelse og styre en forening, så derfor mente vi, at der var behov for at vi via ABF kunne udbyde kurser til dem, der var nye i bestyrelsesarbejdet. Det har I vel stadig, ikke?, spørger hun.
Fri
Engagementet fejler ikke noget, selvom hun i dag har sluppet bestyrelsesarbejdet. Aktivitetsniveauet er også stadig højt, selvom det mere er kultur - opera og ballet - eller barn, børnebørn og oldebørn, som har overtaget kalenderen.
- Min søn og svigerdatter boede også her i foreningen i nogle år, og mine børnebørn har boet lige her ovre bagved, da de flyttede hjemmefra, fortæller hun og påpeger at da børnebørnene var små, var det tit hende der spiste morgenmad med dem og sendte dem i børnehave.
- Jeg skulle først møde kl. 9, så det kunne jeg bedre nå. Og så fik jeg mulighed for at se dem, smiler Mona Tikkanen.
Hun havde selv en babysitter i foreningen, der af og til hjalp med sønnen, så der både var tid til bestyrelsesarbejde, ABF, og naturligvis kurser og videreuddannelse om aftenen og i weekenden, når der var fri fra fuldtidsarbejdet.
- Jeg syntes jo, at det var vigtigt at gøre noget, men det var også en tid, hvor jeg aldrig følte at jeg havde fri, for når man så kom hjem, så skulle viceværten lige forbi og høre om noget, husker hun.
Omdrejningspunkt
Men andelsboligforeningen har altid være omdrejningspunktet for Mona. Og det var også her, i den lille stue, at nogle af de indledende ABF-bestyrelsesmøder blev holdt.
De mødtes hjemme hos hinanden privat - eller aftalte over telefonen – ift. hvad der skulle ske og hvor de ville hen, med den nye organisation, som de stiftede. Altså inden de fik de første lokaler, ”nær der hvor rockerne boede”, ude på Nørrebro.
Vi kigger ud over den store grønne gård. Hendes familie er flyttet ud af foreningen og byen, men Mona bliver.
En række træer, der efterhånden er 8-10 meter høje, var hun selv med til at plante, da de var helt små. Der var en i foreningen, der havde en varevogn, så de kørte ud og hentede dem.
Altanen, som hun er så glad for, var noget de kæmpede med kommunen for at få, gennem flere år. Men det lykkedes.
Indflydelse
Det lykkedes også at stable ABF på benene, så der var nogen, der kunne tale andelsboligernes sag.
- Jeg kan huske, at en af de ting vi arbejdede for, var at holde huslejerne på et fornuftigt niveau. Det var en tid med bolighajer, der forsøgte at købe ejendomme og puste huslejerne op - og det ville vi ikke være med til. Men det var jo svært - især for de små foreninger - at få penge til at overtage selv, siger hun.
- Men andelsboligen er bare en god boligform. Man betaler ens ud fra hvor mange kvadratmeter man har og ift. ens forbrug. Man har en vis indflydelse på hvad der sker og skal gøres. Det kan vel ikke rigtig gøres bedre end det, siger hun og kigger på referatet fra den stiftende generalforsamling i ABF, som hun skrev i 1974.
- Det er da spændende at have være med i stiftelsesfasen, og det er jo aldrig dårligt med nye input. Nu har ABF været her 50 år, så det kan da ikke have været helt tosset, det vi gjorde, siger Mona Tikkanen.
Artiklen blev bragt første gang i ABF's 50-års jubilæumsblad - ABFnyt nr. 4 2024.
