
Grønnere fjernvarme kan give kolde stuer
Fremtidens fjernvarme kræver et tjek af varmecentralen. Fra 2027 gennemgår HOFOR varmecentraler med for høj returtemperatur, og det kan du høre mere om på ABF’s Mød Eksperterne-arrangement.
Bor du i en andelsboligforening med fjernvarme i radiatorerne, så læs med.
Det københavnske forsyningsselskab HOFOR har i disse år blikket stift rettet mod grønnere løsninger i form af blandt andet mere sol- og vindenergi via HOFOR's varmepumper.
Flere kommuner følger trop, så selvom du ikke bor i et HOFOR-område, er det en god idé at kontakte dit fjernvarmeselskab, hvis du er i tvivl om, hvad der sker i netop din kommune, så læs gerne med.
Den grønnere sammensætning kræver lavere fremløbstemperaturer i fjernvarmenettet og muligvis også i jeres fjernvarmeanlæg end i dag. Den grønne fjernvarme kræver igen, at man har et fjernvarmeanlæg, som kan ”levere varme nok”, når fremløbstemperaturen sænkes, så du som andelshaver kan få en ”grønnere” varme i radiatorerne uden at skulle gå på kompromis med rumtemperaturen.
I 2027 begynder HOFOR at besøge kunderne på Østerbro i ældre ejendomme og derefter i resten af kommunen frem mod 2033. Relevante foreninger vil modtage et telefonopkald eller en mail med tilbud om en gratis gennemgang af anlægget med et notat om forbedringsforslag.
På ABF’s Mød Eksperterne-arrangement den 15. maj i København deltager HOFOR, hvor forsyningsselskabet fortæller om deres fremtidsplaner. Her kan du høre mere om, hvordan den ændrede fjernvarme kan påvirke din andelsboligforening.
Ældre ejendomme, hvad så?
Hos HOFOR er man bevidst om, at justeringerne kan skabe usikkerhed, og deres vurdering er heldigvis, at langt de fleste fjernvarmeanlæg kan håndtere de lavere fremløbstemperaturer med mindre justeringer af anlægget.
For at give en indikation af, om ens anlæg kan klare de lavere fremløbstemperaturer, opererer forsyningsselskabet med tre kategorier af ejendomme, fortæller Benny Østerbye, energikonsulent hos HOFOR, som også deltager på Mød Eksperterne-arrangementet:
− Anlæg fra 1995 og nyere kan føle sig nogenlunde sikre. Anlæg fra 1950 til 1995 er i gul advarselszone, mens anlæg fra før 1950 kan få problemer med at holde varmen. Kan I også svare ja til, at jeres anlæg i dag har fremløbs- og returtemperatur på enten 70/40 eller 60/40 grader, kan I opnå 23 grader i stuerne, selv på meget kolde dage ved minus 12 grader. Er ejendommen velisoleret, og ligger årsafregningen i neutralzonen, eller giver den bonus, så er I med stor sandsynlighed klar til fremtidens fjernvarme.

HOFOR-registrering:
HOFOR udvælger andelsboligforeninger, som får tilbudt et gratis besøg, og de bliver kontaktet pr. mail eller telefon.
Foreningen kan registrere en kontaktperson hos HOFOR via Tastselv Service. I logger på Tastselv med jeres kunde-nr. og BS-nr. Begge dele står på fakturaen.
HOFOR vil efter hvert besøg udarbejde et kort mailnotat med forbedringsforslag.
Læs mere på:
Tastselv Service
Brug ABF’s medlemstilbud
Det er dog langtfra alle andelsboligforeninger, som har en vicevært eller varmemester. Derfor kan det være en udfordring for bestyrelsen at gennemskue, om fjernvarmeanlægget er gearet til de nye temperaturer, men der er heldigvis ekstra hjælp at hente, fortæller Benny Østerbye:
− Foreninger kan med fordel tilmelde sig HOFORs kvartalsrapporter gennem ABF. Her bliver foreninger inddelt efter ”trafiklys”-princippet ud fra deres varmeforbrug og returafkølingen. Foreninger, som får et gult eller rødt lys, skal nok have gået varmeanlægget efter i sømmene.
En anden mulighed er at nærstudere sin varmtvandsbeholder. Her sidder ofte et typeskilt med produktionsdato for beholderen, og er beholderen fra før 1996, er der stor sandsynlighed for, at denne bør udskiftes. Ellers er der jo den helt lavpraktiske test, forklarer Benny Østerbye:
− Man kan jo sænke den maksimale fremløbstemperatur i styreboksen til 65 grader og teste om man stadig kan få 21-23 grader i stuerne. Foreningen skal nok have opgraderet sit centralvarmeanlæg, hvis det vælter ind med klager over manglende varme.
Klimaskærmen
Selvom der skal være styr på fjernvarmecentralen, har HOFOR en prioriteret liste over opgaver, som forsyningsselskabet anbefaler, at andelsboligforeninger kigger ind i, når de skal prioritere deres energirenoveringsprojekter.
Det er nemlig energikrævende og dyrt at holde en behagelig stuetemperatur, hvis en stor del af varmen fosser ud af utætte vinduer og tag:

HOFOR's kvartalsrapport gennem ABF:
Alle medlemsforeninger har mulighed for at tilmelde sig HOFOR's gratis kvartalsrapport.
Læs mere på:
ABF's hjemmeside (fjernvarmemåling)
− Først og fremmest anbefaler vi at få styr på klimaskærmen. Det er investeringer, som er givet rigtigt godt ud. Nye vinduer og efterisolering af brystninger er rigtig gode energitiltag sammen med nyt tag og efterisoleringer af lofter og gavle. En opdateret klimaskærm holder på varmen og mindsker presset på ejendommens fjernvarmeanlæg og fortsætter:
− Dernæst anbefaler vi selvfølgelig en opgradering af fjernvarmecentralen og sidst, men ikke mindst, en udskiftning af et-strengs radiatoranlæg til to-strengs. Men det sidste er dyrt og giver ikke nødvendigvis den samme energibesparelse, slutter Benny Østerbye.

Mød Eksperterne KBH
Undgå strafafgifter
Ikke medlemmer er også velkomne.
Fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet bliver gradvist sænket frem mod 2033. Dette indebærer bonus eller strafgebyr for tilbageløbstemperaturer, og disse gebyrer vil stige de kommende år. En forældet varmecentral kan derfor blive dyr for foreningen.
Vi har samlet eksperter, der kommer hele vejen rundt om mulighederne ved renovering og opgradering af jeres varmecentral, så I er klar til at opfylde fremtidens krav.
- Få en orientering om HOFOR’s planer for varmeforsyningen.
- Se og hør om de nyeste installationer til vand og varme, og få et bud på jeres renoveringsmuligheder.
- Hør, hvordan Tårnby Kommune kunne reducere deres forbrug med knap 9% med digital overvågning.
- Få vejledning og rådgivning af ABF’s rådgivere, herunder information om støttemuligheder.
Program:
16:00 - 16:10
Velkomst ved ABF og Nordea
16:10 - 16:40
Introduktion af eksperter
16:40 - 17:00
Oplæg ved chefanalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen
17:00 - 17:20
Oplæg ved Hofor Benny Østerbye
17:20 - 18:00
Individuel rådgivning
18:00 - 18:20
Spisning
18:20 - 19:40
Individuel rådgivning
19:40 - 20:00
Oplæg ved ABF’s medlemsrådgivning
20:00
Tak for i aften.