Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Valuarbreve sår tvivl om ny lov – ABF maner til ro

Flere valuarer har sendt breve til andelsboligforeninger, der sår tvivl om den nye lov om værdiansættelse, der giver mulighed for at forlænge valuarvurderingernes gyldighed. ABF opfordrer foreningerne til tage den med ro og kontakte ABF’s rådgivning, hvis der er tvivl.

DEL ARTIKEL


Flere valuarer har sendt breve til andelsboligforeninger, hvor de argumenter imod at bruge de nye muligheder i den nye værdiansættelseslov, der betyder, at man kan nøjes med at få en ny valuarvurdering hvert tredje år, fremfor at skulle have en hvert år.
Således får ABF’s medlemsrådgivning i øjeblikket spørgsmål fra foreninger, der er kommet i tvivl om, hvad de skal gøre efter at have modtaget brev fra deres valuar.

- Det er forventeligt, at valuarerne gerne vil sælge mere, og at de derfor gerne vil fastholde foreningerne i at få en valuarvurdering hvert år i stedet for at forlænge gyldigheden, siger Anne Kristensen, der er juridisk chef i ABF.

ABF’s medlemsrådgivning har set flere af valuarbrevene, hvor der blandt andet sås tvivl om brugen af et dagsværdinotat ift. balancen i årsregnskabet, ligesom der henvises til en højesteretsdom om oplysningspligt, selvom den ikke har nogen direkte betydning ift. forlængelse af valuarvurderingernes gyldighed.

- Derfor vil vi fra ABF’s side gerne mane til ro. Man er nødt til at tage den information, man får fra valuarerne med et gran salt og forholde sig til foreningens egen konkrete situation, ift. de muligheder der nu er for værdiansættelse, siger Anne Kristensen.

ABF’s direktør Jan Hansen påpeger, at det er velkendt, at valuarerne var meget imod den nye lov om værdiansættelse.

- Da lovforslaget blev fremsat i Folketinget, var der valuarer, der sammenlignede lovforslaget med minksagen, i forhold til hvad loven vil betyde for valuarernes erhverv. Det er derfor ikke overraskende, at valuarerne tilskynder foreningerne til at fortsætte med en årlig valuarvurdering, uanset om det egentlig er i den enkelte forenings bedste interesse, siger Jan Hansen.

Det skal du gøre
Helt konkret bør foreningen overveje den situation, den er i, når der skal vælges metode. Der kan være tilfælde, hvor det giver bedst mening fortsat at få en valuarvurdering hvert år, mens det i andre tilfælde vil være bedre at bruge muligheden for at forlænge gyldigheden og vente to eller tre år mellem hver valuarvurdering.

Eksempelvis skal man overveje hvor stor udgiften er til en årlig valuarvurdering - har det reel betydning for foreningens økonomi, hvis man springer over?

I skal også overveje det, ift. hvor ofte I har salg i foreningen. For en stor forening med mange overdragelser hvert år, vil det give fin mening at fortsætte med at indhente en valuarvurdering hvert år, mens det for en lille forening, der sjældent har salg, ofte vil give mening at vente.

Foreningen kan også være i den situation, at der er foretaget større forbedringer på ejendommen, som kan få betydning for værdien i mellemperioden, og også her kan det være hensigtsmæssigt at indhente en ny valuarvurdering, selvom loven faktisk giver mulighed for at tillægge værdien af forbedringer foretaget efter valuarvurderingens udarbejdelse.

- Der kan også være tilfælde, hvor I får konkret viden, der har betydning for ejendommens værdi, og så er I som bestyrelse nødt til at reagere - og som minimum videregive oplysningerne til andelshaverne. Er der tale om konkret kendskab til en væsentlig negativ påvirkning af ejendommens værdi, vil man ikke kunne fortsætte med en valuarvurdering, der ikke har taget højde for dette. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at lovændringens formål ikke har været at beskytte andelsværdierne mod fald, men at sørge for, at en valuarvurdering kan bruges i længere tid, når ejendommens værdi holder, siger Anne Kristensen.

Hun fortsætter:
- Så opfordringen fra ABF er, at I ser på jeres egen konkrete situation og træffer en beslutning ud fra det, der passer sig bedst for jeres forening. Loven om værdiansættelse giver nu mulighed for, at gyldigheden af en valuarvurdering kan vare tre år, så det kan man naturligvis gøre brug af, hvis man vil.

Hvis man er i tvivl om, hvad man skal gøre, og hvordan det foregår ift. værdiansættelse, er man som medlemsforening altid velkommen til at kontakte ABF’s medlemsrådgivning. Dertil afholder ABF løbende webinarer, hvor de nye muligheder for værdiansættelse forklares.
Begge dele er i øvrigt gratis for medlemsforeninger.

FAQ - ofte stillede spørgsmål
Ny lov om værdiansættelse

Du går glip af godt indhold!

Et medlemskab hos os koster ikke alverden. Tryk på Bliv medlem og find ud af hvad det præcist vil koste jer.

Bliv medlem