Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Kom til andelsbolig-debat på Folkemødet

Andelsboligen er den vigtigste boligform, hvis man vil skabe sammenhæng på boligområdet, men det virker som om politikerne ofte glemmer den. På Folkemødet inviterer ABF til debat om andelsboligerne, de muligheder de rummer og spørger hvorfor der ikke er større politisk opbakning.

DEL ARTIKEL


Andelsboliger skaber både demokrati, fællesskab og bidrager til blandede byer - alt det, som politikere og byplanlæggere efterspørger ift. at skabe fremtidens boligmarked.
Alligevel bliver der bygget forsvindende få andelsboliger, og det er kun sjældent dem man taler om, når der lægges planer for at løse boligmarkedets problemer.

Det skal der laves om på, og derfor inviterer ABF til panelsnak om torsdagen på årets Folkemøde. Her kan man blive klogere på de forskellige holdninger og udfordringer, som forskellige faggrupper ser omkring andelsboligerne. Forhåbentligt vil man også opleve, at nogen får øjnene op for fællesskabets boligform, samt at der i fællesskab findes løsninger på, hvordan vi skaber flere andelsboliger i Danmark.

- Når vi nu ved, at andelsboliger er både attraktive og vigtige, så er det desto mere ærgerligt, at få reelt kender til andelsboligformen. Det gælder også politikere og embedsfolk som ofte kun har blikket rettet mod almene boliger eller ejerboliger, som løsninger på boligmarkedets udfordringer. Derfor håber vi at sætte gang i en debat, siger ABF’s direktør, Jan Hansen.

Direktøren sidder selv med i debatpanelet, sammen med Københavns Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), direktør Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videnscenter og kommunaldirektør i Middelfart kommune, Steen Vinderslev.
Det hele styres af direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv, Jens Jonatan Steen, som vil samle trådene og stille de kritiske spørgsmål.

Boligpolitik fylder
Det er således et erfarent og fagligt stærkt debatpanel, som tager fat på den nødvendige debat om andelsboligerne, og det kan samtidig være startskuddet til et efterår, hvor boligpolitik kommer til at fylde mere i samfundet, bl.a. med et kommende boligpolitisk udspil, som regeringen har varslet.

- Andelsboliger er for mange i byen synonym med den første bolig og i provinsen synonym med tryghed, fællesskab og færre individuelle fysiske forpligtelser end ejerboliger. Samtidig er der en høj grad af ejerskab i andelsboligerne, der økonomisk placerer sig, så de fleste kan være med. Så hvorfor er der ikke flere der bakker op om andelsboligerne?, spørger Jan Hansen.

Alle er velkomne til debatten, der foregår på Folkemødet på Bornholm, torsdag den 13. juni kl. 17-17.45 på Den Medlemsdemokratiske scene (K4).

Andelsboliger på Folkemødet

ABF er vært for en debat om andelsboliger på Folkemødet på Bornholm.

Hvornår: Torsdag den 13. juni kl. 17-17.45
Hvor: Den Medlemsdemokratiske scene (K4)
Panelet er:
Jan Hansen, direktør hos ABF,
Sophie Hæstorp Andersen (S), Københavns Overborgmester,
Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter,
Steen Vinderslev, kommunaldirektør i Middelfart kommune
Moderator: Jens Jonatan Steen, direktør hos Demokratisk Erhverv