Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Hvad kan andelsboligerne vente i 2024?

Nyt år - ny tid for andelsboligerne? ABF samler op på det politiske andelsboligår og kigger ind i 2024.

DEL ARTIKEL


Der var næppe nogen andelshavere, der havde troet, at de i 2024 stadig skulle bruge en mere end ti år gammel offentlig vurdering, når de skulle værdiansætte deres ejendom.
Men sådan er politik så omskifteligt. Ting, man tror, er sikre, fordi der er enighed blandt branche og politikere, kan pludselig ende i grøften, når nye politiske vinde blæser.
Årets største overraskelse var derfor, at der ikke kom en ny lov om værdiansættelse af andelsboliger.
Der var ellers programsat et lovforslag i Folketinget flere gange i løbet af 2023. Men hver gang blev det trukket tilbage.

Noget tyder på, at det skyldtes, at man fra politisk side har været uenige om synet på andelsboligerne. I stedet for at glæde sig over, at man har en unik boligform, der placerer sig midt mellem leje og eje, og hvor man i fællesskab løfter byrden og ejer boligen sammen, har man haft to fløje. Én mener, at andelsboliger er ”for dyre”, og priserne skal fastfryses, mens den anden mener, at andelsboligerne er for regulerede og skal følge ”det frie marked”.

Boligudspil på trapperne
Spørgsmålet er, om 2024 vil byde på et kompromis - og i så fald hvilket. Der kommer forventeligt et boligudspil i år, som også vil indbefatte andelsboligerne, og fra politisk hold vil man gerne løse udfordringer på boligområdet - også selvom man ikke er helt enige om, hvad udfordringerne er.

Fakta taler dog for ikke at ændre for meget ved andelsboligerne. Senest viser tal fra Danmarks Statistik, at andelsboliger har været sikre og stabile i deres prisudvikling, mens ejerboliger er steget mere, men også har været letpåvirkelige og med store udsving. Dertil viser undersøgelser, at andelsboligen har en vigtig rolle for fællesskaberne, og at man risikerer at rokke ved balancen på boligmarkedet.
Og især ubalancer er noget, man ikke vil ud i efter panikken med ejendomsvurderinger for ejerboliger, hvorfor det også bliver interessant at følge de nye grundvurderinger for andelsboliger, hvor de foreløbige er kommet. Det kan også udfordre politikernes planer.

2023 blev derfor et år i limbo, hvor man hen mod slutningen dog fik lukket et hul i reglerne om tilbudspligt - og der var faktisk nogen i boligudvalget, der arbejdede på at lukke begge kendte huller.

Så der er politisk velvilje og en lyst til at kigge på andelsboligområdet - men dermed også en fare for, at politikerne vil for meget.
Der er dog garanti for, at ABF får en del at se til her i 2024 - og vi skal nok holde jer opdaterede.