Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Bestyrelser: Har I styr på jeres oplysningspligt?

Højesteretsdom, valuarvurderinger og politik er på programmet, når ABF åbner dørene til Andelsboligdag København den 1. februar.

DEL ARTIKEL


Sæt kryds i kalenderen lørdag den 1. februar, hvor årets Andelsboligdag KBH bliver skudt i gang.
Her kommer vi rundt om en bred vifte af aktuelle emner fra højesteretsdom til valuarvurderinger.

Og vi starter med formuen.

Grønne lån, dom og vurderinger
En valuarvurdering koster. ABF’s medlemsrådgivning sætter på dagen ord på, hvordan din forening nu kan genbruge valuarvurderingen i op til tre år, og hvornår det giver mening at indhente en ny undervejs. Den beslutning kan være svær at gennemskue, så hop med ombord, når vi sætter spot på dén del af driften.

Fremtidens renoveringsprojekter kommer til at gå hånd i hånd med nye EU-krav til bankerne, som betyder penge til grønne byggesager. På andelsboligdagen kommer vi rundt om de nye krav, og hvordan din forening kan styrke jeres chancer for at få grønt lys i banken, når I skal føre projekter ud i livet.

Igen i år kigger vi nærmere på en ny højesteretsdom – denne gang en, der skærper kravene til bestyrelsens oplysningspligt.

Du får også en skarp politisk opdatering fra ABF’s direktør, Jan Hansen, der tager jer med bag kulisserne på andelsboligmarkedet, men inden da tester vi din viden, når ABF’s Tip en 13’er ruller over scenen. Kan du fx svare på, om bestyrelsen skal informere sælger, hvis den indhenter en valuarvurdering ”for sjov”?

1:1-rådgivning
Andelsboligdagens målrettede program trækker hvert år flere hundrede bestyrelsesmedlemmer til København, både medlemmer, ikke-medlemmer, selvadministrerede og dem, som bruger administrator. Der er noget for alle.

− Vi vil gerne blive klogere og blandt andet høre mere ift. byggeprojekter - hvor det var interessant med den højesteretsdom, der er kommet, lød det sidste år fra Karen Christensen, der sammen med bestyrelsesmedlem Lone Salomonsson, fra A/B Durosvej i Lyngby, var på Andelsboligdag for første gang.

− Vi har for eksempel en god administrator, men det er rart at høre en anden side end kun én udlægning. Der kan ABF være en backup, når man har nogle spørgsmål, fortalte Lone og henviste til medlemsrådgivningen.

Heldigvis står ABF’s medlemsrådgivning også klar til at gribe jer på dagen, hvis I har spørgsmål om netop jeres foreninger, så kig gerne forbi ABF’s stand, hvor I kan drøfte de nære emner.

Vi har selvfølgelig også inviteret en lang række virksomheder med på dagen, hvis I søger inspiration til alt fra elevatorer til vinduer, så I får masser af ny viden med hjem til foreningens daglige drift og udvikling.

Se programmet for Andelsboligdag KBH herunder:

Program

Kl. 10.30 - 11.00: Mød udstillerne 

Kl. 11.00 - 11.10: Velkomst 
ABF byder velkommen til en dag med faglige oplæg, debat, netværk og masser af inspiration. 

Kl. 11.10 - 11.30:  Genbrug af valuarvurderinger 
Siden april 2024 har andelsboligforeninger, der bruger valuarvurderinger, som udgangspunkt kunne nøjes med at indhente en ny hvert tredje år. Hvad bør din forening overveje, når I skal beslutte, hvor ofte I vil indhente en ny valuarvurdering? Bliv også klogere på værdiansættelse af ejendommen i balancen i foreningens årsrapport. 

Kl. 11.30 - 12.00: Præsentation af udstillere   
Udstillerne får ordet, hvor de kort præsenterer deres firmaer og fortæller om, hvad de kan tilbyde andelsboligforeninger.   

Kl. 12.00 - 13.00: Frokostpause og mød udstillerne   

Kl. 13.00 - 13.25:   Fremtidens byggesager er grønne  
EU har vedtaget en række miljø- og klimamål, som er målrettet finansielle institutioner og store virksomheder, men andelsboligforeninger kommer også til at mærke betydningen, når foreningen skal renoveres og genoptage lån. Hør om, hvorfor din forening skal tænke bæredygtighed ind i sine byggesager, hvis I vil have grønt lys i banken.   

Kl. 13.25 - 14:00: Er din forening forberedt? 
Prepping, nødprocedurer, brandsikkerhed og skybrudssikring. Hvordan sikrer man, at alle i foreningen ved, hvad de skal gøre i større og mindre kriser? Og hvordan kan I bruge andelsboligforeningens fællesskab til at være godt forberedt?  

Kl. 14.00 - 14:45: Kaffepause og mød udstillerne   

Kl. 14:45 - 15.00:Højesteretsdom om oplysningspligt – hvad betyder dommen for bestyrelsesarbejdet?  
Ifølge andelsboligforeningsloven har bestyrelsen pligt til at orientere andelshaverne, når der er behov for det. Men hvad skal bestyrelsen oplyse om? Og hvornår? Bliv klogere på jeres oplysningspligt over for andelshaverne, og ikke mindst over for sælger og køber, når en andel skal sælges. 

Kl. 15:00 – 15.15:Tip en 13er og vind! 
Har du helt styr på valuarvurderinger, oplysningspligt, beredskab, brandsikkerhed og meget mere? Find ud af det, når ABF’s medlemsrådgivning afslører, hvad der er fup og fakta på andelsboligdagens tipskupon.   
  
Kl. 15.15 – 15.45: Det politiske hjørne v/Jan Hansen, direktør for ABF   
Få indblik i de aktuelle politiske sager på andelsboligmarkedet og sager, som ABF er involveret i.    

Kl. 15.45 – 16.00: Tak for i dag.  
 

Fakta

Hvad: Andelsboligdag KBH 2025
Hvor: Scandic Spectrum 
Hvornår: 1. februar 2025

TILMELDING  
ABF’s andelsboligdage er gratis, men kræver tilmelding. Ikke-medlemmer er også velkomne. 
Tilmeld jer via abf-rep.dk, abf@abf-rep.dk eller på tlf. 33 86 28 30.
ABF byder på let forplejning.  

Udstillerne på Andelsboligdag KBH 2025 er:

Pålsson Arkitekter A/S – arkitekter
Gaihede A/S – rådgivende ingeniører 
Wantzin Ejendomsadvokater – administrator  
Per Aarsleff - byggerådgivning
Proline - faldstammer & ventilation
ista Danmark A/S - forbrugsmålere  
Balco AB – altaner 
Nykredit – realkredit og bank
Sven Westergaards Ejendomsadministration – administrator
Arbejdernes Landsbank – bank
Idealcombi - vinduer & døre
Vindunor A/S – døre & vinduer
P. Botved – elevator
Anders Andersens Rengøring - rengøring
Waitly – ventelister
Energispring – fjernvarmemåling
Brunata - målere