Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Opfordrer til at søge rådgivning efter Altan.dk-konkurs

Rigtig mange andelsboligforeninger har brugt firmaet Altan.dk, der nu er gået konkurs. ABF opfordrer til, at andelsboligforeninger, der er i klemme, søger juridisk hjælp og bistår gerne, så vidt muligt. Derudover er der arrangeret et webinar for medlemmerne den 18. september.

DEL ARTIKEL


En af de største spillere på markedet for altaner og elevatorer, Altan.dk, er erklæret konkurs, og for en lang række andelsboligforeninger kan det være problematisk.

- Vi ved, at mange andelsboligforeninger – især omkring Hovedstaden – har brugt firmaet, og nogen har måske garantier eller uafsluttede projekter. Disse foreninger får nu med stor sandsynlighed merudgifter, de ikke har budgetteret med, siger Jan Hansen, der er direktør for ABF.

Hos ABF er opfordringen, at man får kigget de aftaler, man har haft med firmaet, igennem, og at man herefter søger rådgivning omkring det juridiske og hvordan, man kommer videre.

- Man vil i sådan en situation være nødt til at søge juridisk hjælp. Det kan naturligvis være en ekstra udgift, men man er nødt til at få undersøgt, hvordan man står som forening, siger han.

Jan Hansen påpeger samtidig, at vi i ABF’s medlemsrådgivning vil forsøge at hjælpe vores medlemmer videre på bedst mulig måde, hvis de henvender sig, men man kommer ikke udenom at skulle kontakte ekstern juridisk rådgivning, hvis man har penge i klemme.

- Der er som hovedregel afgivet garantier for forudbetalinger og entreprisegaranti, der kan gå ind og dække, men der skal man også se konkret på den enkelte garanti. Derfor er vores bedste råd også, at man nu får gransket de aftaler, der er blevet lavet med Altan.dk og får noget juridisk bistand, siger han.

Det er gældsstyrelsen, der har indgivet konkursbegæring – formentlig på grund af en skattegæld hos Altan.dk.
Firmaet har prøvet at få tilført ekstra midler eller sælge, men det er ikke lykkedes inden konkursen.

Når der er tale om en konkurs, er der sjældent penge i boet til almindelige kunder, som andelsboligforeningerne jo er, men der er lagt op til, at kurator vil forsøge at sælge dele af firmaet og opgaveportefølje, og dermed kan nogle projekter måske blive genoptaget den vej.

Det kan dog have længere udsigter, så foreningerne opfordres til at afsøge alternative muligheder og undersøge, hvor de står rent retsligt.

Det er Cathrine Wollenberg Zittan fra Kammeradvokaten, der er udpeget som kurator.

 

ABF har sendt et spørgeskema om Altan.dks konkurs ud til bestyrelsesmedlemmer i en række andelsboligforeninger, for at få et overblik over hvem der er ramt, så de kan blive hjulpet videre.

Derudover har vi arrangeret et webinar den 18. september fra kl. 16 til 17, hvor vi vil informere om hvad man skal gøre som andelsboligforening, hvis ens entreprenør går konkurs.

ABF hjælper jer videre

ABF har sendt et spørgeskema om Altan.dks konkurs ud til bestyrelsesmedlemmer i en række andelsboligforeninger, for at få et overblik over hvem der er ramt, så de kan blive hjulpet videre.

Derudover har vi arrangeret et webinar den 18. september fra kl. 16 til 17, hvor vi vil informere om hvad man skal gøre som andelsboligforening, hvis ens entreprenør går konkurs.

Eksempel på garanti

Normalt vil der i byggesager være lavet aftaler efter AB18 eller AB92, der betyder, at forsikringen vil gå ind og stille en garanti i tilfælde af, at en entreprenør går konkurs.
Herunder kan I, som eksempel, se et brev om, at der er en garanti, som er sendt i forbindelse med et altanprojekt, som Altan.dk var blevet hyret til at lave.