Spring navigationen over og gå direkte til indhold
NYHEDER

Få fugle, pindsvin og vilde blomster – i København

Københavns Kommune åbner for biopulje til naturprojekter. Skal jeres forening have flere fugle og insekter? To infomøder hjælper jer på vej.

DEL ARTIKEL

Drømmer jeres andelsboligforening om en by med vilde blomster, plads til insekter og smådyr og mere natur i lokalområdet? En by, hvor der er buske og bede under gadetræerne og fuglekasser til byens fugle? Eller kvasbunker og krat, hvor du kan være heldig at møde et pindsvin?

Københavns Kommune har en biopulje, hvor andelsboligforeninger kan søge penge til lokale projekter, der skaber mere og bedre natur og biodiversitet i byen. Puljen har 2,2 millioner kroner i 2023, og kommunen åbner 1. februar 2023 op for ansøgninger, og fristen er kort, for kommunen skal have jeres ansøgning inden 1. marts 2023. Derfor er det en fordel at starte planlægningen i god tid, så I er klar ved tasterne i februar måned.

Mulighederne er mange, og nogle af de projekter, som kommunen giver støtte til er:

  • Plant eller så urter, blomster, buske eller træer på områder, hvor du har fjernet en græsplæne, fliser, asfalt eller anden belægning. 
  • Plant grønt op ad husmure, skure og på tagflader. Se de færdige pakker med klatreplanter til sol og skygge under overskriften 'Søg om en færdig pakke med klatreplanter' 
  • Opsæt redekasser eller insekthoteller. 
  • Skab muligheder for at fugle og insekter kan få vand. Et lille vandbassin eller et lidt større vandhul – alt vand giver liv.

Søg et plantekit
Hvis I er lidt usikre på, hvad der kan lade sig gøre, kan I starte blødt op og fx søge om Københavns Kommunes klatreplantepakke. Facadeplanter giver levesteder og føde for insekter og fugle, selv på steder hvor pladsen er trang.
Plantepakken er et opstartskit med planter alt efter om I vil plante i sol eller skygge, og kommunen sørger for, at I modtager planter og plantevejledning.

  • Skyggepakken består af stedsegrøn vedbend med bunddække af vintergrøn bregne og lilla klokkeskilla.
  • Solpakken består af blomstrende klatrehortensia med bunddække af storkenæb og krokus.

Det eneste krav til jer er, at der er plads til et plantehul på min. 30 x 60 x 60 cm, som I selv skal grave. Inden I søger, er det en god idé at undersøge om mur og sokkel kan tåle klatreplanter. Og der er mere inspiration på vej til de interesserede foreninger, som gerne vil vide mere om puljen, og hvordan man søger midler.

Opstartshjælp
Kommunale tilskudsordninger kan nemlig være lidt af en jungle at navigere rundt i. Heldigvis er der hjælp på vej til jer, som drømmer om dyreliv i byen, men som måske tænker, at det kan være svært at søge. Københavns Kommune inviterer alle interesserede til to informationsmøde, hvor I kan blive klogere på puljen og samtidigt få hjælp til, hvordan I søger.
Datoer og links til tilmelding finder I nederst i artiklen.

Biodiversitet kan også være et vidt begreb, Og er I i tvivl om jeres projekt ligger indenfor rammerne, har Københavns Kommune allieret sig med Danmarks Naturfredningsforening, som stiller sig til rådighed for spørgsmål om biodiversitet og idéudvikling. Det giver jer også en chance for at afklare, om jeres idéer kan bære en ansøgning.

Københavns Kommune har samlet alt information om biopuljen, hvor I også finder link til både Danmarks Naturfredningsforening og link til ansøgning til puljen, herunder også ansøgning om plantekit.
Og husk at ansøgningsfristen er 1. marts 2023.

Hvis jeres forening får tilskud til biodiversitetsprojekt, må I meget gerne skrive og fortælle om jeres projekt til kommunikation@abf-rep.dk