Dialogmøde Aalborg - Kriseparat i foreningen
Kreds Nordjylland inviterer til et dialogmøde hvor aftenens tema vil være, er din forening forberedt?
Vi har inviteret Beredskabsforbundet til at komme og afholde mødet, Kriseparat i jeres andelsboligforening.
Har I en lokal beredskabsplan i jeres andelsboligforening?
En lokal beredskabsplan skal først og fremmest være enkel og overskuelig – og så skal den være jeres egen.
Den skal passe til jeres forening eller fællesskab, for det er jer, der skal bruge den. Det vigtigste er, at alle kender planen og ved, hvad de skal gøre. I skal ikke gå i stå, fordi I er i tvivl om, hvordan en “rigtig” beredskabsplan skal se ud. I sin enkleste form skal planen svare på spørgsmålet: “Hvem gør hvad og hvordan?” I kan starte helt simpelt:
- Udarbejde en kontaktliste
- Aftale et samlingssted
- Aftale, hvem der kan hjælpe med hvad
Derefter kan I udbygge planen, efterhånden som I har behov og lyst.
Så kan I skabe rammerne for et trygt og robust fællesskab. Ved at gøre det let at finde hinanden og koordinere hjælp, når der er brug for det, står I alle mere robust. Det styrker jeres tryghed i hverdagen og under en krise.
Har de enkelte husstande et hjemmeberedskab?
Beredskabet begynder i hjemmet. Hver husstand bør kunne klare sig selv i mindst 3 døgn uden strøm, vand og indkøb. Det betyder fx at have drikkevand, mad, lys, varme og førstehjælpsudstyr på lager. Når den enkelte beboer er forberedt, står hele boligforeningen stærkere – og hjælpen kan bruges der, hvor behovet er størst.
Ud over de gode råd og værktøjer fra Beredskabsforbundet, er der måske i løbet af eftermiddagen dukket yderligere tanker eller ideer op til hvordan man kan hjælpe sig selv og sine naboer.
Måske har jeres forening allerede indført nogle tiltag som I har lyst til dele med andre. Er der noget i jeres forening som kunne være udfordrende i forhold til at kunne implementere et beredskab?
Vi påtænker, mødet også afholdes i 2026, i henholdsvis Hobro og Hjørring/Frederikshavn.
Vi håber I har lyst til at deltage.
Kredsbestyrelsen byder på en kop kaffe, te og en julesmåkage
Arrangements information
- Kredsarrangement
- 09. december 2025 16:00
- 09. december 2025 18:00
- FÆLLESHUSET, Hasselhøj 3 - 9000 Aalborg
- Nordjylland
- Kun for medlemmer