Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Andelsboligen under angreb

Leder i ABFnyt nr. 4, 2022

Angrebene kommer fra alle sider. Først skyder venstrefløjen: ”Andelshavere er spekulanter – andelsboliger skal være spekulationsfri og må ikke følge markedsprisen”. Så affyres krudtet fra højrefløjen: ”Priserne på andelsboliger er kunstigt lave, og der spekuleres i at holde markedskræfterne væk. Priserne skal sættes fri.” Midt på slagmarken – i en regn af beskyldninger og ideologisk valgkampsretorik – står andelsboligen. Flankeret af ABF er fakta og fællesskab det bedste værn i den kamp, som føres om vores boligform.

Der er måske nok opbakning fra politikere på tværs af skel – men de forsøger at trække os i hver sin retning.

Og de synes at have glemt, at andelsboliger er andet end lejligheder i København.

Politikerne synes også at have overset fakta og historien; nemlig at andelsboligen er en helt unik, succesfuld og nødvendig boligform, hvor fællesskabet løfter i flok. Andelsboligen er der, hvor tryghed og bæredygtighed er i fokus, og hvor der er plads til alle.

Vi er ikke almene lejeboliger, og vi er ikke dyre ejerboliger. Vi er lige i midten - der, hvor vi binder sammen og sikrer mobiliteten mellem boligtyper. Vi sikrer muligheder for at komme ind på boligmarkedet, og at ældre kan være herre i eget hus i en tryg og overskuelig bolig. Andelsboligen står med andre ord det helt rigtige sted - og det synes jeg også de modsatrettede holdninger fra de politiske fløje beviser. Og jeg er ikke alene om at synes det. Der var stor opbakning 1. oktober, da vi var samlet til landsmøde på Fyn. Det viser, at I er klar til at kæmpe for vores hjem, så politikerne ikke ændrer boligformen til ukendelighed. ABF fortsætter, med din hjælp, med at kæmpe andelsboligernes sag - også efter valget.

Hans Erik Lund, Landsformand