nyheder.jpg

Velkomstpakke til nye andelshavere

21-05-2019

ABF har udviklet en velkomstpakke med informationsmateriale til nye andelshavere. Og du kan med fordel læse og kigge med, hvis du har glemt, hvad det vil sige at bo i andelsbolig.

Af Lise Clemmensen

Har foreningen en vicevært? Må jeg fremleje min andelsbolig? Hvilke opgaver har en bestyrelse? Og hvilke beslutninger bliver truffet på generalforsamlingen?

ABF får løbende henvendelser fra bestyrelser, andelshavere og potentielle købere, som efterspørger informationsmateriale om livet som andelshaver.

Derfor har ABF udviklet en værktøjskasse med en folder til nye andelshavere, en video til nye andelshavere og en tjekliste til bestyrelsen.

Inspiration

Der er ikke to foreninger, som er ens. Materialet tager derfor udgangspunkt i ABF’s standardvedtægter og gængs praksis, men der kan være foreninger, som har vedtaget egne regler, der er gældende for netop din forening.

Værktøjskassen kan således bruges som inspiration til, hvilke informationer nye andelshavere generelt efterspørger, fortæller organisationskonsulent Anna Pedersen Bækhøj fra ABF, som har været med til at udvikle informationsmaterialet:
– Værktøjskassen er udviklet på baggrund af de mange ønsker fra medlemmerne og på baggrund af den forvirring, som vi hører, at der også kan opstå hos nye andelshavere. Der skal velkomstpakken gerne være en hjælp, forklarer hun.

Hej nye nabo

Mange andelsboligforeninger har en hjemmeside og måske også en facebookgruppe.
Her kan nuværende andelshavere og bestyrelser med fordel linke til værktøjskassen, ligesom det vil være en hjælp at videreformidle materialet til administratorer og eventuelt ejendomsmæglere.

Og så er det vigtigste slet ikke nævnt, nemlig at du som rutineret andelshaver i din forening banker på døren til din nye nabo og byder velkommen.
Det er den bedste start, du kan give en ny andelshaver.

ABF udvikler løbende informationsmateriale målrettet medlemmernes behov.
Savner du materiale om specifikke emner, så send en mail til abf@abf-rep.dk mærket ”ABF infomateriale” og beskriv, hvilke emner du ønsker materiale om.

Læs ABF's folder og tjekliste til nye andelshavere og bestyrelsen
Se ABF's velkomstvideo til nye andelshavere


Tilmeld dig nyhedsbrev