nyheder.jpg

ABF-prisen ”Årets andelsboligforening 2019” går til…

19-12-2019

Andelsboligforeningen Marina Fjordparken i Aalborg, som har vundet prisen for evnen til at være en del af lokalsamfundet og brande andelsboligformen i Aalborg Kommune.

Af Lise Clemmensen

Den nordjyske forening, som tæller 48 andele er en stor del af lokalområdet med en perfekt beliggenhed ved havnen, som ofte trækker lokale til. 

Foreningen har 96 på venteliste og i en kommune med 215.000 indbyggere er det med til at sætte andelsboligsektoren på det lokale landkort.

Naboskab mellem boligformer
Samtidigt er foreningens andelshavere også aktive i den lokale sejlklub og i den almene boligforening, Himmerland Boligforening, hvor et kommende projekt er fællesspisning på tværs af de to boligformer.

Formand for A/B Marina Fjordparken er Gordon Thøgersen. Han er 80 år, nyvalgt formand og glad for prisen som Årets Andelsboligforening 2019:

–Foreningen har løbende fælles arrangementer med den lokale sejlklub og almene boligforening. Og selvom vi er oppe i årene, har vi 80 årige som stadig ror på daglig basis. Jeg er overbevist om, at vores sociale sammenhold i foreningen holder os kørende, og vi er stolte af prisen, fortæller Gordon Thøgersen, som indstillede foreningen til prisen.

ABF’s landsformand Hans Erik Lund fremhæver også foreningens lokale aktiviteter, som indsatser, der er med til at styrke andelsboligformen:

– Det er sjældent, at en andelsboligforening bliver stiftet af en initiativgruppe med samme fritidsinteresse. Det er tilfældet med Marina Fjordparken, hvor glæden ved søsporten var grundstenen ved foreningens opførelse i 2001. En drivkraft, som stadig eksisterer takket være sociale aktiviteter med Aalborg Sejlklub og Himmerland Boligforening og et engagement i lokalmiljøet, som er med til at brande andelsboligsektoren i en af Danmarks største byer, siger Hans Erik Lund.

Om ABF-prisen:
ABF ønsker at synliggøre de mange sunde og veldrevne andelsboligforeninger med engagerede andelshavere, der i fællesskab gør deres forening til et fantastisk sted at bo. 

Prisen blev uddelt første gang i 2016 og i 2019 har 14 foreninger fra hele landet kæmpet om prisen. Vinderen får ét års gratis medlemskab af ABF.

Tilmeld dig nyhedsbrev