nyheder.jpg

Ventelister skal administreres med omtanke

29-10-2018

Det er ABF’s anbefaling, at andelsboligforeninger benytter sig af ventelister, da en venteliste bl.a. kan bidrage til en hurtig og billig overdragelse af andelsboliger. Det fremgår derfor også af § 13 i ABF’s standardvedtægter, at det er muligt at blive indtegnet på en venteliste med henblik på at få en bolig i foreningen.

Desuden står der også i standardvedtægterne, at bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for administration af ventelisten, herunder om gebyr for indtegning, om antallet af tilbud de indtegnede skal have fået, før de kan slettes, og om, at de indtegnede én gang årligt skal bekræfte deres ønske om at stå på ventelisten, idet de ellers slettes.

ABF har ikke fastsat et beløb i forhold til, hvad der er rimeligt at tage i gebyr for indtegning, men anbefaler, at gebyret hænger sammen med arbejdsbyrden ved administration af ventelisten.

ABF opfordrer til gennemsigtighed i administrationen, hvilket blandt andet bør indebære, at de indtegnede får oplyst, hvor mange, der er skrevet op, hvor stor omsætning, der er på boligerne, og dermed hvad udsigterne er til at få en bolig i foreningen.

Læs mere om ventelister i ABF's standardvedtægter §13

Tilmeld dig nyhedsbrev