Studiestart: Sådan finder du en andelsbolig
En andelsbolig kan være en god vej ind på boligmarkedet ved studiestart. Her får du et overblik over, hvor du kan finde en bolig, hvordan købet foregår, og hvad du bør undersøge undervejs.
Studiestart betyder boligjagt for mange unge – især i de større byer. Her kan en andelsbolig være en god vej ind på boligmarkedet. En andelsbolig er hverken en ejerbolig eller en lejebolig, men en helt særlig mellemting, og der er ting du skal være særligt OBS på.
Som andelshaver får du både brugsret til en bolig og mulighed for at få indflydelse på den forening, du bliver en del af. Men et køb kræver også, at du sætter dig grundigt ind i boligens pris, foreningens økonomi og de regler, der gælder.
Vi har samlet en række gode råd og opmærksomhedspunkter du som boligsøgende bør vide om andelsboliger, og som måske kan hjælpe dig til at finde din næste bolig i en andelsboligforening.
Hvad er en andelsbolig?
Når du køber en andelsbolig, køber du ikke selve lejligheden. I stedet køber du en andel af en andelsboligforening, som ejer hele ejendommen. Din andel giver dig ret til at bo i en bestemt bolig. Hver måned betaler du en boligafgift til foreningen. Den går blandt andet til foreningens lån, vedligeholdelse af ejendommen og andre fælles udgifter.
Du bliver en del af et fællesskab
Som andelshaver får du en særlig mulighed for indflydelse. Skal gården være grønnere, cykelparkeringen bedre eller taget skiftes? Det er den slags beslutninger, du og dine naboer er med til at tage – enten gennem bestyrelsen eller på generalforsamlingen.
Det betyder også, at der følger et ansvar med. Men det er netop noget af det særlige ved andelsboligen: Du er ikke bare beboer – du er med til at forme det sted, du bor.
Læs mere om:
Hvor finder du en andelsbolig?
Mange andelsboliger bliver solgt gennem foreningernes ventelister eller til en køber, som sælger selv finder. I byer som København, hvor mange jagter de samme boliger, kan det derfor betale sig for dig at gå flere veje på én gang.
Du kan finde andelsboliger på annoncesider som Boliga Selvsalg, hos ejendomsmæglere, i Facebook-grupper og på online markedspladser som Den Blå Avis. På ventelisteportalen Waitly kan du oprette en profil, skrive dig op til boliger og følge din placering på ventelisterne.
At finde en andelsbolig handler også om at gå lidt i boligjagt-mode. Og det er hårdt arbejde. Hold øje med nye salgsannoncer, kontakt ejendomsmæglere og vær opsøgende.
Og ja – nummer 800 på en venteliste lyder ikke ligefrem lovende. Men nummeret fortæller ikke altid hele historien. Et godt hack er at undersøge, hvor mange boliger foreningen faktisk sælger om året, hvor langt ned på listen de seneste boliger er gået, og hvilke typer boliger, der oftest bliver ledige. Mange vil have 4. sal med altan i Nordvest eller på Amager. Derfor kan ventelisten hurtigt blive lang. Men er du åben for en 1-værelses i stuen eller en andelsbolig lidt længere uden for København, kan vejen være kortere.
Når du først er kommet ind i en andelsboligforening, kan du ofte søge videre internt. Måske viser det sig endda, at Hvidovre var ret fedt alligevel. Og i nogle tilfælde kan du også bytte din andel med en anden andelshaver. Den interne venteliste kan altså være din genvej til noget større – og et boligbytte kan åbne døren til de mere eftertragtede områder. Er du interesseret i at bo i et bofællesskab, kan du også undersøge mulighederne hos Bofællesskab.dk, der samler bofællesskaber fra hele landet.
Læs mere om:
Ha' styr på økonomien
Når den rigtige andelsbolig dukker op, kan det gå hurtigt. Nogle gange har du kun et par dage til at sige ja. Derfor er det en god idé at have talt med banken, før du står med tilbuddet i hånden.
Ring til banken i god tid og få en idé om, hvor meget du kan låne, og hvad du har råd til hver måned. Det kan også betale sig at spørge flere banker, fordi renter og lånemuligheder kan være forskellige. Kig ikke kun på selve prisen på andelsboligen men også hvad den koster hver måned. Boligafgiften, foreningens lån og kommende renoveringer har også betydning for, hvad boligen ender med at koste dig. Nogle foreninger er dyre at komme ind i, men meget billige hver måned, mens andre har en billig pris, men dyre i månedlige udgifter.
Dine forældre kan måske hjælpe dig?
Hvis du er heldig kan dine forældre måske låne dig penge eller give dig en gave, som kan hjælpe dig på vej. Dette skal selvfølgelig gøres efter reglerne. Måske kan du finde inspiration i historien om Jesper som kom ind på andelsboligmarkedet med et lån fra sine forældre – en mulighed, der kaldes forældrefinansiering.
Og så værd opmærksom på nuancerne. Et forældrekøb, som du måske har hørt om, er nemlig noget andet (end forældrefinansiering). Her køber forældrene typisk en ejerbolig og lejer den ud til deres barn. Forældrekøb er i de fleste tilfælde ikke en mulighed i andelsboligforeninger, fordi andelsboligforeningerne kræver, at den, der ejer andelen, også selv bor i boligen. Og det er jo også federe man selv bestemmer og kan stemme på generalforsamlingen, end at man skal have mor til det, ik?
Hvad den enkelte forening tillader kan ses i foreningens vedtægter.
Så økonomi-hacket er ret enkelt: Få styr dine lånemuligheder før boligjagten for alvor går i gang. Så er du klar til at slå til, hvis den rigtige bolig pludselig dukker op. Du kan også læse om Jonas, som fik fat i en andelsbolig på ultrakort tid, fordi han var klar, da muligheden kom.
.. og så husk igen, at en andelsbolig aldrig må sælges for mere end maksimalprisen som er et loft for, hvad en andelsbolig maksimalt må sælges til ifølge loven. Alt om andelsboligens pris kan du læse meget mere om på ABFs hjemmeside.
Læs mere om:
- Forældrefinansiering
- Andelsboligens pris
- Forældrekøb og omvendt forældrekøb
- Se hvilke banker du kan kontakte i dit område i ABF’s firmaguide
- Sådan fik Jesper hjælp af sine forældre
- Jonas fik fat i en andelsbolig på rekordtid
Røde flag
Du har fundet boligen, den ligger godt, og du er klar til at sige ja. Men inden du gør det, er der lige et par ting, du skal have styr på. En andelsbolig må ikke sælges for mere end maksimalprisen. Den består som udgangspunkt af andelsværdien og værdien af godkendte forbedringer. Derfor skal du altid kigge på, hvordan prisen er sat sammen – også selvom du virkelig gerne vil have boligen.
Og så er der det med "penge under bordet".
Selvom det heldigvis er sjældent det sker, kan du godt blive mødt af en sælger der siger: “Du må gerne købe min andelsbolig, hvis du også køber mit skab til 50.000 kroner.”
Det er et kæmpe rødt flag. En sælger må ikke kræve ekstra betaling for at sælge dig boligen – heller ikke ved at gemme pengene i et ekstremt dyrt skab, en sofa eller noget andet, du pludselig “skal” købe med. Det kan være fristende at sige ja, især hvis du har ledt efter bolig længe. Men lad være. Hvis du møder sådan et krav om penge under bordet, så få det gerne på skrift og gem beskeder og mails. Du behøver ikke afvise sælger med det samme. Sig, at du lige skal tænke over det, og brug tiden på at kontakte foreningens bestyrelse og få rådgivning.
“Jeg tror bare ikke, jeg tør ringe. Hvad hvis jeg mister lejligheden?”, tænker du måske i situationen. Du behøver ikke lægge navn til. Du kan ringe og bare fortælle bestyrelsen, hvad der er sket, og få at vide, hvor du står. Det koster dig ingenting, og du forpligter dig ikke til noget.
Har du allerede betalt penge under bordet, skal du ikke være nervøs for at blive straffet. Det er sælger der har gjort noget ulovligt - ikke dig. Du har, hvis du er heldig, mulighed for at kræve pengene tilbage og anmelde sælger til politiet, men det kræver, at man har beviser - og har man betalt kontakt og kun har mundtlige aftaler, kan det være meget svært at bevise. Og så er det bedre at lade være fra start af.
Heldigvis foregår langt de fleste andelsbolighandler helt efter reglerne. Når du har fundet den rigtige bolig, fået styr på prisen og papirerne, skal bestyrelsen som udgangspunkt også godkende dig som ny andelshaver. Og så er du tæt på at kunne få nøglerne i hånden.
Læs mere om:
Vigtigt at huske:
En andelsbolig kan være en god vej ind på boligmarkedet for studerende. Som andelshaver køber du en andel i en forening, får ret til at bo i boligen og indflydelse på beslutninger i foreningen. Det er vigtigt at undersøge foreningens økonomi, have styr på finansieringen og være opmærksom på røde flag som overpris eller krav om "penge under bordet".
Her kan du styrke beboerarbejdet
Køber du en andelsbolig, kan du også vælge at engagere dig i foreningens bestyrelse. Det giver dig mulighed for at få indflydelse på beslutninger om ejendommen og de fælles rammer, der præger din hverdag.